tirsdag den 24. juni 2014

Trekroner og gratis kaffe


Dan var kommet til København og ville gerne på tur i Københavns Havn. Mette og Hanne var med, så det passede fint med at sætte i i Hvidovre Havn, så det gjorde vi klokken 9:00 – og nærmest blæste ind til slusen i jævn vestlig vind.

Turisttur i havnen
Bag slusen var der mere roligt, så vi tog gennem de små kanaler i Sydhavnen og kom hurtigt op mod Fisketorvet og svingbroen ved Islands Brygge, så skulle vi finde et toilet, og ændrede retning mod Knippelsbro og Kayakrepubilkken, der leverer udmærke almindelig kaffe med varm mælk til os, der har svært ved at udtale Café latte.

Nyhavn, under Skuespillerhuset og Den lille Havfrue er et must for alle turister – også Dan, men så to vi også over på den anden side til Trekroner Fortet, som nu er åbnet for kajakker.

Vi kom ind lige før en anden gruppe, og selv om det er (for) besværligt at komme i land, skyndte vi os, så vi kunne komme foran i køen på cafeen. MEN den var lukket – personalemangel, ak ingen lækker platte, ingen is og ingen magelige stole inden for. Det havde jeg ellers glædet mig til. Nå, til gengæld fik vi en fin tur rundt på fortet og endte tilbage ved cafeens borde, hvor vi spiste vores medbragte klemmer.

På vej tilbage var kongeskibet Danebrog kommet tilbage og var ankret op. Så vi måtte uden om, der ude, hvor alle bølgerne gik sammen og udgjorde en suppe af små refleksbølger, der giver forring i hovedet at ro i. Meget mere ro var der ikke i Christianshavns Kanal, med lystsejlere og kanalrundfartsbåde – men kønt er det jo, at glide gennem vandet og opleve livet på kajen lige bag ved.

Modvinden tog lidt på kræfterne, og da vi nærmede os Sydhavnen igen måtte jeg lige brokke mig over, at der godt nok lå mange restauranter ved vandet, men det ville ikke have sådan nogle kajakker som os som kunder, selv om vi godt kunne trænge til en kop kaffe.

Kaffepause
Så var det, at han stod på terrassen ved Bådklubben Valbys restaurant og råbte, om ikke vi kunne ”lave en vending?”. ”Jo, hvis du giver en kop kaffe” – og da den aftale var indgået, fik han selvfølgelig et rul. Og omme bag ved var der fin plads til at hive kajakkerne op. Vi fik den bedste kaffe længe uden for på terrassen og en fin snak med kokken. Vi var velkomne – når vi kom sejlende, og menukortet så meget tiltalende ud – og til lige så tiltalende priser. Åbent lørdag og søndag mellem 12:00 og 15:00 (i virkeligheden 16:00, men der var maden som regel udsolgt!). Det vil Hanne og jeg forsøge at komme til en anden gang igen, også selv om vi nok ikke kan regne med at blive ved med at få gratis kaffe.

Så var der kun det sidste stykke tilbage – og det var lige her vinden toppede, omkring 8 – 10 sekundmeter ind mod Hvidovre havn – sej tur, ikke så høje bølger, men stort vindpres. Godt gået af pigerne uden kny, 29 kilometer i kajak på en halvkold blæsende sommerdag – altså en fin dag.

 

fredag den 20. juni 2014

3 forter og en tur gennem havnen

Planen var lagt af Ralf, som desværre var nødt til at melde afbud. Men alt andet klappede perfekt. Vejret var fantastisk til sådan en tur, vind mellem 0 – 4 sekundmeter, klar blå himmel og formidabel sigtbarhed, så Finn og jeg så frem til en god dag, da vi mødtes i klubben klokken 7:15.

Kajakkerne kom på taget og af sted mod Kajakhotellet, hvor der allerede var gang i aktiviteterne; et EPP2 instruktørkursus. Hvor tager det lang tid at pakke kajak og gøre sig klar, når nu vandet ligger lige der? Men klokken 8:03 gik vi endelig ud gennem indsejlingen og retningen var ØST. Var så optaget af se ud mod sejlrenden, at jeg glemte at se tilbage – for at kunne få en stedkending.

Passage af sejlrenden
Så var det lige, at jeg ikke kunne få øje på en eller flere grønne bøjer. De ville ellers være gode markeringer af, hvor sejlrenden begyndte, et sted, som vi kunne holde os inden for, indtil der var fri bane. Og det blev mere og mere klart for os, at det var et vigtigt punkt. For de to skibe, som i første omgang så ud som om de var laaangt væk, var allerede meget tæt på, og 2 nye skibe var også dukket op og nærmede sig hurtigt. På den ene side ville vi gerne så tæt på sejlrende som muligt, men på den anden side havde vi heller ikke lyst til at ligge lige op og ned af skibene og blive ramt af et brusende kølvand. Så vi listede os af sted – og lod alle skibe passere i god afstand, og kølvandet bliv ikke noget problem. Til sidst var der kun ét skib et godt stykke væk, så vi satte fart på over mod Saltholm, idet vi sigtede efter en rød bøje en lille kilometer væk. Det var en smule angstprovokerende hele tiden at kigge til høje og se stævnen af skibet i de fjerne pege lige mod vores små kajakker, så undervejs satte vi farten i vejret, og endelig var der ingen tvivl, skibet havde retning bag os, og den røde bøje blev passeret, så nu var vi igen i fredfyldt farvand. Men der gik faktisk ikke ret lang tid, før det grønne skib passerede bag os med en lille distinkt bovbølge som sendebud.

Saltholm
Allerede da vi rettede kursen ind efter den røde bøje blev kursen lidt mere nordlig og nu kunne vi se havnen på Saltholm komme nærmere, så vi besluttede os at gå ind der, dels for at strække ben og slå streger, og dels for at få en ”ø” til på scorekortet. Fin lille havn, med masser af skilte om, at fortøjning var forbudt, men vi fortøjede ikke, trak i stedet kajakkerne op på et lille stykke strand. Oppe på land var der faktisk også fine informationstavler om ophold på øen, hvor det er helt forbudt, hvor det er tilladt en del af året, og hvor det er ok at opholde sig på øen. Men lige da jeg var i gang med at slå en streg kom en firehjulet scooter kørende – og vi tænkte på, at nu blev vi sikkert smidt ud. Det var slet ikke tilfældet, han hilste pænt goddag og gik om bord på en lille fiskekutter.

 
 
 
 
Flakfortet Vi skulle også videre og lagde kursen ret nord mod Flakfortet, der oprindeligt blev benævnt Saltholm Flak Fort, og efter en stund med meget lavt vand gik det af sted igen med omkring 2 – 3 meter under os. Da vi nærmede os fortet kom et større sydgående skib, men vi kunne ikke se nogen sømærker, så det var svært at afgøre, hvor sejlrenden egentlig var. Vi lod skibet passere foran os, og strøg så videre mod fortet og i dækning. 11 kilometer tilbagelagt på knapt 2 timer.

Længst inde til højre for indsejlingen og efter at have passeret under en lille bro fra øen over til ydermolen, lå en ponton som passede fint til kajakker. Vi steg ud og op af trappen op på en af kanonstillingerne, hvor vi nød den storslåede udsigt og Finns gode kaffe. Mod syd over Saltholm med broen i baggrunden, ind mod Københavns havn og de store krydstogtskibe mod vest, mod Barsebäck og Malmø mod øst, og endelig mod nord til Hven og Helsingør, hele turen værd.

Tilbage ved kajakkerne kom et par forbi og ville høre mere om de der små fartøjer, som ”godt nok var kommet langt ud på det store vand”. Vi forklarede kajakkernes sødygtighed, og at de kunne være ganske rolige. Hyggeligt at møde venlig imødekommende nysgerrighed, det er en god måde at møde nye mennesker og lære mere om denne verden.
 

Vi tager til MiddelgrundenDet var meningen, at vi skulle fortsætte ind til havnen og så langs Lynetten ned til Kajakhotellet, men Finn ville gerne have ”alle 3” – og nu hvor vejret var til det, satte vi kursen mod Middelgrundsfortet. Nu var der igen en del trafik, men denne gang var det mest lystfartøjer, så det gav ikke de store problemer.

Fremme ved fortet møder vi ved indsejlingen et stort skilt med PRIVAT, og knapt er snuden af kajakken kommet ind i inderhavnen, før vi bliver råbt an af en overvægtig kvinde ved en tøjsnor på en motorbåd, med samme klare besked ”PRIVAT”, ”PRIVAT”, ”PRIVAT”. Her var der hverken imødekommenhed eller nysgerrighed – så vi vendte kajakkerne og satte kursen mod øst.

Trekroner fortet
Kursen blev lagt ind mod Trekroner Fortet, der ligger ved indsejlingen til Københavns Havn. Igen var vi i sejlrenden, og igen blev vi passeret at større skibe. Vi sigtede til højre, selve indsejlingen – men da vi kom nærmere blev vi mødt af et skilt, hvor der stod, at sejl- og motorbåde skulle anvende Lynetteløbet som indsejling til havnen. Men vi var jo ”kajakker” af den dovne slags, så vi listede rundt om hjørnet med de mest nydelige forror.

Trekronerfortet er meget indbydende. Flot istandsat med både restaurant og cafe. Vi drejede til højre og cafeen og der bestilte i en tallerken med charcuteri og ost. Den lod godt nok vente på sig, men vi sad der i solen og nød tilværelsens uendelige lethed. Omkring 19 kilometer tilbagelagt – så Finns forslag om at tage turen gennem havnen til klubben, ca. 19-20 kilometer, lød ikke helt ude i hampen. Vi kunne jo altid efterfølgende hente min ved Kajakhotellet.

Endelig kom maden, og det var absolut ventetiden værd. Det smagte godt og vi blev mætte – så mætte, at vi end ikke overvejede isen.

Der vil jeg gerne tage hen igen, og på vej ud mødte vi en større flok kajakker, der lagde til langs molen på til venstre for indsejlingen. Der går også havnerundfartsbåde derud.

Gennem Københavns Havn
Så vi valgte at lege turister på havnerundfart. Kongeskibet manglede, men til gengæld var der flere store Krydstogtsskibe, der får Oslofærgerne til at ligne småbåde. Så en tur forbi Den Lille Havfrue, der blev fotograferet fra bagsiden, så tilskuerne og deres kameraer er lige i forgrunden. Under broen ved Skuespilhuset, der måske aldrig bliver gjort færdig, et kig ind i Nyhavn og så lagde vi ind til Kayakrepublic og ”kajak bar” ved Børsen. Her blev det til kaffe sammen med de unge, smukke og smarte, inden vi igen satte os i kajakkerne og fortsatte mod Brøndby Ro- og Kajakklub.

Vandet i havnen var noget mere oprørt, end ude i Øresund. Mange små og større motorbåde drønede frem og tilbage. På den nye ”Bølge” ved Nykredit sad pigerne i badedragter og det, der var mindre, og så på drengene, som sværmede rundt uden for i motorbådene.

Vi ”overlevede” og nød livet, men tag dig i agt, hvis du sejler mod syd i højre side. Efter Fisketorvet er der et par rigtig store betonklodser, der ligger lige i overfladen eller 5-10 centimeter under! Grimt, at lande på sådan en sag.

Lige efter bådebroerne ved Sydhavnen trak vi over i venstre side, så vi lå i læ af Amager for den sydlige vind, der var kommet til. Pludselig så vi ret forude en motorbåd, der ændrede kurs direkte ind mod land. Og den fortsatte, lige til der dukkede en mand op, som greb rattet. Men det var for sent, båden havde gjort et hop og stod nu på grund 2 meter fra molen. Da vi kort efter passerede ham, var han ok, og mente nok, at han selv kunne få båden løs igen.

Resten af turen var velkendt, vi fik noget mere vind og kunne nærmest surfe forbi vindmøllerne – og ind i Brøndby Havn. 39 kilometer på en herlig sommerdag, i godt selskab og med masser af gode indtryk. Hvad kan man forlange mere.

 

 

 

 

 

 

 

tirsdag den 27. maj 2014

EPP3

Hvorfor bruge en masse tid og kræfter på at tage et EPP3 bevis? Det er vel relevant at spørge sig selv om, nu hvor eksamen er vel overstået for 6 roere i BRKK.

Kan kun tale for mig selv, og her står det klart, at det sideløbende med de store naturoplevelser, der ligger i at ro havkajak – så er teknik og sikkerheden et grundlæggende element i denne sport. Selvfølgelig må det gerne kilde lidt i maven, en gang i mellem, men grundlæggende har jeg behov for at føle, at det er mig, der har kontrol med udviklingen – uanset om der er lidt bølger og noget vind.

Derfor er jeg også glad for, at jeg er i en klub, der tog handsken op og tilbød os EPP3 undervisning og gennemførte eksaminationen. Det at koncentrere sig om at øve teknik, det at bruge en masse timer på ”nørderiet”, har været meget lærerigt og berigende, og jeg føler mig i dag mere sikker på vandet, end for blot en måned siden.


Så mit formål blev opfyldt, og nu glæder jeg mig til at nyde livet på vandet i min havkajak resten af året.

lørdag den 12. april 2014

Besøg i Vadehavet

Det var egentlig Kammerslusen, der var udgangspunktet. Vi skulle spise en god middag der. Men hvad ville være mere naturligt, end at tage kajakkerne med på taget.

To blev til flere, og så var det vi begyndte at overveje, om der kunne være problemer med selv at tage til Vadehavet, der var jo noget med steder man ikke måtte komme og så lige noget tidevand.

Derfor skrev vi ud på havkajakroerne.dk - og der gik ikke lang tid inden vi fik fin kontakt til Esbjerg Roklubs kajakafdeling og en god aftale med Dan, som gerne ville være vært for en tur på vadehavet.

Med datoen sat og en sikker guide kunne vi samle et lille hold, og vi mødtes på parkeringspladsen ved Sjelborg Strand fredag klokken 17:00 - fik forevist vores fine overnatningskvarter og spiste efterfølgende en dejlig middag på restaurant Sjelborg Strand med den flotteste udsigt til solnedgangen over Ho bugt.

Lørdag morgen tog vi af sted fra standen, og gik syd over langs Langli. Vi havde valgt en lidt skæv dag, for tidevanden ville toppe klokken 13:03, og det betød indstrømmende vand frem til middag - hvor vi skulle den modsatte vej - og omvendt, når vi skulle hjem, men skidt pyt - og jeg som aldrig har roet modstrøms, tænkte - pyt.

Ikke lang tid efter, vi var kommet over på Langli siden - opdagede vi mange sæler, der svømmede rundt foran Hjerting Strand - og en del lå faktisk også på en lille sandbank. Her er lidt billeder, hvor vi kikker og ser sæler, men de er langt væk og svære at få med på billederne - og der er ikke plads til store telelinser til kameraet i kajakken.

Efterhånden kunne vi faktisk godt mærke både modvinden og strømmen. Selv om vi arbejdede hårdt, kom vi næsten ikke frem. 3,5 kilometer i timen, ofte mindre - og blot den mindste pause betød en tur tilbage.

Da vi nærmede os Grådyb så vi en grøn bøje, der bevægede sig med stor hast hen i mod os! Det gjorde den ikke, men vi blev presset ind mod den, selv om vores kurs var langt foran den på tværs. Der var ikke andet at gøre, en at lade bøje passere, og så dreje næsen af kajakken mere op mod vind og strøm, så vi kunne holde en kurs - nu mod nordspidsen af Fanø, fordi vi måtte sande, at en tur til sydspidsen af Skallingen ville tage for lang tid. God beslutning Dan. Efterfølgende opgav vi også at tage til Nordby - vinden var frisket op, og de 10 kilometer i modvind og -strøm, havde tappet os for mange kræfter.

Efter frokost tog vi Grådyb i medvind ind mod Esbjerg - her var fine surfbølger, og midt i dem dukkede der en sæl op 2 meter foran Hanne, så glemte hun helt at være nervøs for bølgerne. Inde under land drejede vi nordpå, og nu var vinden vendt til nordvest - så atter en gang modvind med dønninger ind fra venstre.

Vi kom tilbage til udgangspunktet - vi kom alle sikkert i land, og så bagte Ralf pandekager til kaffen. Fin dag på vandet, selv om vejret og tidevandet måske ikke helt havde været med os. Godt vi havde Dan med som guide - og vi er klar til mere Vadehav en anden gang.

tirsdag den 18. februar 2014

Foråret er på vej

Forleden søndag, da vinden kom med 10-12 sekundmeter fra sydvest, var vi to, der vagte at pakke kajakkerne på taget, og køre til Roskilde fjord.

Her var der fortsat meget vind, men til gengæld var opbygningen af bølgerne mindre, så det var til at komme frem – selv om det ind i mellem var hårdt arbejde.

Helt inde i bunden af Kattinge vig, næsten fremme ved Kattinge Værk, fløj en flok sort/hvide fugle op, da vi nærmede os – viber. Tjekkede det, da jeg kom hjem – og det skulle være et af de første forårstegn, sammen med de blomstrende vintergækker og erantis.

Og så er dagen også blevet længere – dejligt, så kan vi atter komme ud på vandet.

søndag den 16. februar 2014

Vi besøger Kajakhotellet

Kajakhotellet er en butik, kajakklub, et uddannelses- og mødested for kajakinteresserede - vel nærmest en institution på kajaksiden i det københavnske.

Vi kørte ud i 2 biler, var der ved 8-tiden og kørte tilbage til klubben og pakkede kajakkerne.

Tjek vejrudsigten - sæt strategien
Vinden ville tage til i løbet af dagen, så vi valgte den sikre løsning, nemlig ind gennem havnen. Så var det kun rundt om værket og vindmøllerne, at vi ville få lidt bølgegang - og når vi så skulle ned mod Amager Strandpark og ro mod vinden, ville den være fralands, så bølgeopbyningen ville være mindre. Det gør ikke noget at tænke lidt strategisk, særligt først på sæsonen.

Vi tjekker ofte vejre på DMIs hjemmeside -http://www.dmi.dk/hav/udsigter/havprognoser/#danmark - hvor både vind, strøm, bølgehøjde og vandstand bliver forudsagt to døgn frem - også med indikation af vind og strømretning. Forudsigelserne bliver løbende opdateret - og det er en god idé at tjekke udsigten helt op til du tager af sted.

Rundt om Avedøreværket blev det en "magstur" med vinden og solen i ryggen - foråret ser ud til at holde fast, men vi så ikke mange andre på vandet - det blev vel til en enkelt 4-med styrmand og så et par kajakker. Synd, at ikke flere tager på vandet tidligt på året.

Inde ved Holmen, nær ved kanonbådshallerne er der er en fin bænk, som er god at spise frokost ved. Der fik vi en pause inden vi fortsatte ud gennem Lynette-renden, og her på den anden side af Amager kom vinden lige i mod os.

Vi tog den stille og roligt ned langs Amager strandpark, nød de mange, der var ude at gå ved vandet og landede lidt forpustede ved Kajakhotellet. Her var der varm kaffe og mulighed for at gøre lidt handel. Udstyr skal man ikke gå ned på.

Fin dag med lidt til rokortet.

søndag den 26. januar 2014

Vinterdrømme 2014

Havde aftalt at vi skulle på vandet i dag. Men havnen var frosset til, det var 4 graders frost, og blæste omkring 10 sekundmeter fra østsydøst, så vi opgav at slæbe kajakkerne over til Brøndby Strand og sætte dem i vandet ved kysten.

Til gengæld blev det til en lille snak om vores drømme for den kommende sæson.
Vi er nogle stykker, der håber, at vi kan tage et EPP3 bevis - et godt skridt på vejen til at få en bedre teknik. Andre drømmer det samme på et højere niveau.

Det kunne være et fint sommerprojekt, f.eks. at tage en tur til Sydengland og bruge noget af dagen på at taget et BCU bevis, og resten på at nyde det varme klima og måske noget god mad, men vi når det nok ikke i år.

Og så er der turene, vi taler om nede i klubben, sådan med udsigt til det store kort over Danmark,
En tur til Vadehavet i april, måske kombineret med en sejltur i Flensborg Fjord, og ikke at glemme turen til Sverige langs Øresundsbroen og hjem via Hven. Og mon ikke turudvalget kan supplere med gamle travere og måske overraske med en nyhed eller to.

Senere bliver der jo også tale om forårs og sommertræf med Havkajakroerne, henholdsvis i Kolling og Bandholm, det skal nok blive godt

Sådan er det jo godt at sidde her i mørketiden og drømme frem til nye oplevelser i kajakkerne. De skal selvfølgelig nok blive beskrevet her på bloggen undervejs.