søndag den 11. november 2012

Bliv i dit cockpit

Forleden var jeg ude at ro i en del bølger. Det gik fint, og jeg havde en rigtig god tur - indtil 200 meter før havnehullet, hvor lidt uro i benene og tanker på afveje gjorde, at jeg mistede koncentrationen og glemte at reagere på en bølge, der kom på tværs.

Selv om jeg selv synes, at jeg har et sikkert rul til begge sider, gik der panik da jeg faldt i vandet, og håndtaget blev hevet inden den mere rationelle del af hjernen begyndte at analysere.

Nå, men der var jo ikke andet at gøre end en "våd entre" og et rul op igen - ingen problemer, lige bortset fra, at med cockpittet fyldt af vand, er det at manøvrere ikke nemt, så jeg røg i igen, da jeg ville vende mig om og tage fat i pumpen.

Ok, jeg tog endnu en "våd entre" og tog turen ind til kysten, tømte min kajak for vand og kom fint tilbage til klubben, hvor der ikke var problemer med at rulle.

Men jeg er sikker på, at for eftertiden vil øve mig på at "falde i vandet" også når der er meget vind og store bølger, og jeg vil også øve mig i svømmehallen med at få 2 til at vugge kajakken.

Faldt så over en øvelse, der giver lidt tid og luft, hvis uheldet skulle være ude, og du ikke kommer op i første rul: Petrussen Maneuver. Denne manøvre går ud på, at du bliver i dit cockpit, men alligevel komme så langt ud af kajakken, at du kan få hovedet oven vande. Det skal med på listen over ting, der kan øves.

Rul og redningsøvelser er ikke avanceret kajakteknik, men grundlaget for at du kan dyrke din sport forsvarligt.

tirsdag den 6. november 2012

Isefjorden i november

Vi kom ikke til det sydfynske øhav denne gang. Udsigten til sydlig vind mellem 9 - 12 sekundmeter gjorde valget af Isefjorden let - og det kom vi slet ikke til at fortryde.

Lørdag den 3. november blev, trods morgenregn og tunge skyer, en flot og klar efterårsdag med de mest klare farver, som billederne slet ikke kan gengive.

Vi satte i ved Kongsøre og satte kursen mod syd, med Orø om bagbord og skoven, skrænterne og sommerhusene om styrbord.








Over middag nåede vi frem til Bognæs, hvor der på den yderste spids er et fint område med grill, bænke og ikke mindst fin sandstrand.


Vinden tog til efter frokost og da vi rundede Bognæs og satte kurs mod Hørby, arbejdede vi os langsom frem gennem de små krappe bølger, så vi vendte om inden, og nød medvinden og den gode fart tilbage til udgangspunktet.


Overnatningen blev også noget mere luksuseriøs, end vi havde planlagt. Telte og primitiv lejrplads veg for komfortable forhold i Stigs sommerhus - og hvor var det herligt at sove til regnens trommen på taget, i fuldkommen tørvejr, for så at vågne til en morgen med kraftig blæst og tunge skyer over Odden.

Så igen valgte vi det mere behagelige, og tog kajakkerne til Nykøbing Sjælland, hvor den lokale roklub lagde bådebro til isætningen, og samtidig klarede det op, og solen kom frem på den mest klare blå himmel.



Igen tog vi sydover, denne gang forbi Anneberg og skoven, ja faktisk i retning mod Kongsøre igen.
Så langt kom vi dog ikke, fandt i stedet en herlig lille plet omkring Stokkebjerg Skov, hvor vi gik i land og nød en velfortjent frokost - mens rovfuglene dansede over os og solen varmede den klare luft en smule op.






Tilbage i Nykøbing Sjælland rullede vi lidt i havnen - med tilsuere, og det gør det jo ikke mindre sjovt.

Alt i alt en herlig weekendtur på 40 kilometer og mange gode timer i dejligt selskab i - 2 fine efterårsdage.