Sidelæns i brændingen

Var på tur med Gert - der ville ind og lege i brændingen, der hvor bølgerne bryder. Det så legende let ud - han lænede sig ind i bølgen med et højt støttetag. Og da bølgen gled ind under kajakken fortsatte han med at sideforflytte sig ind mod den næste bølge.

Siden prøvede jeg selv, men kunne slet ikke få motorikken til at gøre, som jeg havde set, men fik til gengæld en flyvetur ind mod stranden på en 4 - 5 meter. Pu - ha.

Så så en diskussion på Havkajakroerne, hvor rådet var:

Hvis du vil blive i bølgen: Hold paddlers box formation med armene, så du ikke skader noget, og læn dig ind i bølgen med højt støttetag, sådan cirka midt på kajakken.

Hvis du vil ud af bølgen mod åbent vand: Hold paddlers box formation med armene, så du ikke skader noget, plant pagajen langt fremme og læn dig frem i kajakken. Så vil din bagende blive skubbet ind mod kysten, og din forende vil pege ud mod det åbne vand.

Hvis du vil forsætte din surf ind mod kysten: Plant et bagror på standsiden og læn dig tilbage i kajakken, så vil forende dreje ind mod stranden og du kan surfe videre.

Det tror jeg nok, at jeg vil øve mig på de næste gange, jeg kommer på vandet.

Hvordan skal jeg kante i en surf?

Vi var ved Sejerøbugten med pålandsvind og fine bølger – med havkajakkerne, så skulle der surfes.

Det gik i og for sig også ganske godt – en rigtig lang tur, hvor alt gik op i en større enhed, bagror, bølge og retning, og så, som sædvanligt en række ture ind, hvor det ikke helt lykkedes alt sammen.

To gange måtte jeg også en tur i vandet – første gang på så lavt vand, at jeg var nødt til at stå ud, anden gang rullede jeg op til samme side. Begge gange gik det galt i venstre side. Hvorfor det? Ikke fordi jeg kom på tværs, mere fordi jeg lænede mig ud, der hvor der ikke var noget vand at støtte sig til – og så skal det jo gå galt. Men hvad var det så, jeg havde gjort forkert, og er det noget, som jeg kan gøre noget ved.

Jeg blev enig med mig selv om, at det måtte være et spørgsmål om at kante kajakken rigtigt. Så jeg spurgte de andre om, hvilken vej de kantede? Enighed om, at de kantede ind mod pagajen – for så var der balance.

Siden har mit hoved rumlet rundt med tanker – og nettet er blevet flittigt anvendt til søgninger om dette emne, ligesom min bog, ”Sea kayak handling”, er blevet flittigt konsulteret.  Lad os starte der. For om bagror hedder det (det er min egen uautoriserede oversættelse):

Kantning ved bagror
Kantning af kajakken, når den er i bevægelse kan have stor effekt, når du drejer kajakken. Ved at anvende både kantning og bagror opnår du meget bedre kontrol over din kajak, særligt hvis du anvender bagror til at ændre retning.

 

• Kante væk fra bagror – kant kajakken sikkert væk fra pagajsiden (løft højre knæ i pagajsiden).

• Dette vil være nok til i sig selv at dreje kajakken til højre til pagajsiden.

• Kombiner med tilpasset drejende bagror for at øge effekten. Det kan både være vinkling væk fra kajakken med pagajbladet eller ved at skubbe pagajbladet væk.

• Kante ind mod bagror – kant kajakken sikkert ind mod pagajsiden (løft venstre knæ i den modsatte side).

• Dette vil i sig selv være nok til at dreje kajakken til venstre væk fra pagajen.

• Kombiner med tilpasset drejende bagror for at øge effekten. Det kan både være vinkling ind mod bagenden af kajakken med pagajbladet eller ved at trække pagajbladet ind mod bagenden.[i]

Altså højre knæ op, kajakken drejer til højre, venstre knæ op, kajakken drejer til venstre. Men det kunne se ud som om, der gælder andre vilkår ude i surfen. På nettet har jeg fundet denne beskrivelse (igen min egen uautoriserede oversættelse)[ii]

"Når du først er oppe I fart og bliver båret afsted på bølgens "ansigt", så skal du, hvis du ønsker at fortsætte lige ud af bølgen, blive ved med at læne dig tilbage med et bagror til en af siderne og samtidig kante op i den modsatte side. Når du anvender bagror i en af siderne, vil du normalt dreje din kajak mod den side, som din pagaj befinder sig på. Men hvis dit mål er at fastholde en kurs lige ud og ned af bølgen, så må du nødvendigvis presse dit modsate knæ op mod dækket for kante til den modsatte side. På flat vand ville denne kantning medføre et drej mod den høje side af kajakken. Men på forkanten af bølgen vil disse to lige  - men modsat rettede kræfter i sammenhæng gøre det muligt for dig at bevæge dig lige ud i bølgens retning."

Det kunne altså se ud til, at rådet om at kante ind mod pagajen både giver balance og udligner kraften fra bølgen og effekten af bagroret. Men så er det, at Björn Thomasson[iii] komme ind i billedet – han advarer imod at surfe med ror og anbefaler i stedet:

"Vil du I stedet for (mere fart) holde i gen, lader du pagajbladet plane på vande på den side, som du vil dreje til, vinkle bagkanten og lægge vægt på bladet. Så svinger kajakken med god kontrol (bagende er let at flytte) samtidig med, at du har en god støtte i pagajen. Et bagror fungerer også godt."

Har du erfaring eller kommentar - så fyr endelig løs. 

---

[i] ”Sea kayak handling”; Doug Cooper, side 69

[ii] Article from Sea Kayaker‘s Online Article Archive, issue 142, June 2011 by Gregg Berman/Photos by Anders Landin

[iii] Fra http://www.thomassondesign.com/paddla/kajakpaddling/vind-och-vagor

Sikkerhed og kajak

Efter en god debat omkring roreglement rumsterer begrebet sikkerhed og kajak stadig lidt rundt i hovedet.

Sjovt kontra kedeligt
Selvfølgelig er sikkerhed godt - men på den anden side, hvor ville fascinationen være ved at sejle kajak, hvis der ikke var udfordringer undervejs. Så på den ene side er det godt at der ikke er nogen, der kommer slemt til skade og det der er værre, på den anden side vil vi gerne beundres for at turde gøre noget, som andre synes er farligt.

Roreglement
Diskussionen omkring roreglementet er grundlæggende, for også her er der to modpoler. Den ene side er, at det enkelte menneske må tage ansvar for sig selv og agere med sin sunde fornuft. På den anden side en holdning om at en klub skal skabe trygge rammer for medlemmerne, blandt andet ved at opstille regler og udtrykke holdninger, der skaber baggrund for en sikker adfærd på vandet. Jeg hælder til det sidste, mest fordi jeg som medlem af en klub har valgt "gør det selv løsningen" fra, og fordi jeg godt selv kan huske, hvor lidt jeg egentlig havde forstået, da jeg gik på vandet første gang.

Så et roreglement, der stiller krav til færdigheder nu og her og løbende opdatering - med regler for sikker adfærd på vandet og en klubpolitik, der understøtter uddannelse af alle medlemmer, anser jeg for at være den bedste sikkerhed vi kan ønske os. Særligt den løbende undervisning, tror jeg, vil være motiverende for mange nye roere - og det er jo dem, vi skal have fat i, inden de får alt for mange dårlige vaner.

Hvad så, hvis jeg ikke ønsker at øve, ikke ønsker at uddanne mig, ikke ønsker snerrende regler, der hæmmer min adfærd. Ja, så er der ingen, der forhindrer dig i at købe en kajak og sejle ud i den store verden, men har du den holdning i klubben må du leve med indskrænket handlefrihed - både for din egen sikkerheds skyld og af hensyn til de rokammerater, du ror med.

For i roklubben skal standarden være så god, at alle kan færdes sikkert - og udfordringerne tager vi undervejs, som træning og uddannelse, hvor sikkerheden også bliver tilgodeset.

Rul og teknik
For nogen er kajakrul en gymnastisk øvelse, hvor kroppen og kajakken arbejder sammen om at udføre kunstfærdige øvelser. Jeg synes også det er sjovt at rulle, men grundlæggende mener jeg, at rul i kajakken er en af de vigtigste elementer i min personlige sikkerhed. For nylig maste jeg helt gevaldigt med at klatre rundt på kajakken - i en svømmehal - uden succes, og mærkede hvor hurtigt at kræfterne forsvandt. Omvendt ved weekendens vintergodkendelse, hvor en "wet re-entry" stort set ikke krævede kræfter, og resulterede i succes hver eneste gang.

Derfor synes jeg ikke, at argumentet om: "at lige i dag er det ikke så godt", eller "at lige i dag har jeg ikke lyst til at blive våd", holder - pyt med, hvordan håret sidder, du skulle måske hellere overveje, om din sikkerhed er ok, og i stedet for at ro en lang tur, så overveje at træne lidt teknik. Hvis du ikke er bange for at lande i vandet - så bliver du mere sikker.

Udstyr
For snart nogle år siden, udtalte en af mine bekendte, at alt det der med cykelhjelm m.m. var lidt overdrevet - "vi kan jo ikke alle sammen køre rundt på cykel iført samme dragt som en ishockey målmand". Øh, nu kører mange af os rundt med cykelhjelm, og jeg overvejer da også at købe mig en surfhjelm til næste gang, jeg skal ud og lege i bølgerne.

Men hvor går grænsen - skal vi sejle rundt i en indbygget airbag, der automatisk puster sig op, når bølgerne bliver for høje, eller hvis vi vælter? Nej, for så forsvinder noget af udfordringen ved at sejle kajak - det må jo godt kilde lidt i maven ind i mellem. Mere hos nogen, end andre - og sådan skal det også have lov til at være.

Så jeg bliver nok ved med at købe lidt mere sikkerhedsudstyr - udstyr skal man jo ikke gå ned på, så håber jeg bare, at det ikke vejer og fylder så meget, at det går ud over sikkerheden...

Vandretur langs vandkanten

To dages ferie plus en weekend, var hvad der kunne blive plads til i Hannes feriekalender. Ikke nok til at tage langt væk, så hvorfor ikke prøve noget nyt - ikke så langt borte.

Vi besluttede os for at prøve at vandre. Med rygsæk og det hele - og turen skulle foregå langs vandet, meget inspireret af tidligere dagsture på Bornholm, Skagen og Stevns. Og det skulle gøres "rigtigt" - så transporten til og fra skulle også foregå med det offentlige.

Så torsdag morgen klokken 7:37 gik vi ud af døren og tog bus 120 på Høje Taastrup station til Karlslunde, og derfra videre med S-tog til Køge, hvor bus 109 holdt og ventede på at køre os til Strøby Ladeplads. Det gik som smurt - lige bortset fra, at det er meget, meget svært at tjekke 2 personer ind på et rejsekort, når rejsen starter i en bus.

Vejret var ikke det bedste - og der hvor vi blev sat af, var der ingen afmærkning, der passede med det kort til Sjællandsleden, som vi havde investeret i. Det regnede også lidt - og da vi fulgte den røde streg på kortet, som gik langs vandet - gik det op for os, at det var et hårdt projekt, vi der var påbegyndt. Rygsæk på mellem 8 - 14 kilo i løst sand og rullesten er tungt, og det gik langsomt frem. Efter et par kilometer trak vi ind i skoven - og gik af de skovveje, som fulgte kysten. Meget lettere og hurtigere fremkommeligt. Og selv med lave skyer stod efterårsskoven flot med alle sine farver.

Efter et par timers masen og store overvejelser om, hvilken vej vi skulle gå - for skilte så vi stadig ingen af - nåede vi Bøgeskoven havn, hvor det allerede var blevet tid til frokost. Planen med at komme til Rødvig, hvor der var et shelter, begyndte at smuldre, og bedre blev det ikke, da en hundeluftende damen venligt fortalte os, at Tampestien langs Stevns Klint, som vi havde tænkt os at fortsætte af, ikke var noget godt alternativ, både fordi den gik i sandet langs vandet, og fordi det et stykke ude var næsten umuligt at komme tørskoet rundt et hjørne.

Derfor tog vi turen ind over land - efter den røde streg, men stadig uden skiltning - ind mod Holtug med henblik på at komme videre til Sigerslev, hvor vi på kortet kunne se, at der var markeret en bus. Men allerede ved Holtug kirke var der et busskilt, og det viste, at om 13 minutter kom der en bus, der kunne bringe os til Højerup - hvor heldigt.

Men der var mere held i sprøjten. Mens vi stod der og læste bustabel stoppede en sort bil, og en mand spurgte, om vi var faret vild. Nej, vi stod bare og så på busplanen, svarede vi. Hvor skal I hen, spurgte han - og Højerup, var lige den vej han skulle, så ville vi ikke køre med ham. Dumt at sige nej, til et så godt tilbud - og her var til og med tale om en vidende herre, der både kunne fortælle om landskabet, husene og historien, medens vi blev fragtet til Højerup. Tak, både fordi du tog os med - og fordi du med dit eksempel nok har åbnet vores øjne for, at det at give også er givende.

Fra Højerup var der skilte, masser af dem og plancher, der fortalte om klinten, historien og de menneskeskabte anlæg. Tampestien er godt organiseret. Og stien var god at gå, så det tog ikke så lang tid at komme frem til Boesdal, et nedlagt kalkbrud, der nu bliver anvendt til kulturelle aktiviteter, herunder naturlejrplads.

Boesdalområdet er vel 1,0 kilometer lang, og halvt så bred - der er et par meget store fabriksbygninger og så ellers en række bakker og slugter. Et eller andet sted skulle der så være et shelter. Vores kort viste godt nok mange faciliteter - men piktogrammerne var alle placeret ude i Køge bugt - og så kunne vi jo selv gætte os til den præcise placering. Ikke hensigtsmæssigt, når man har gået mere end 15 kilometer med rygsæk i regnvejr - folkene bag Sjællandsleden var absolut ikke populære hos os - og lokalt manglede der også både skilte og oversigtskort, uigennemtænkt, når man nu taler om, at Danmark skal satse på naturturisme. Vi fandt dog til sidst de to sheltere - inde i bunden af grusgraven på stenet grund, hvor telte ikke kunne anvendes, med bådplads uden brænde (det havde vi altså ikke lige plads til i vores rygsække), så vi besluttede i stedet at gå videre til Rødvig, måske var heldet fortsat med os.

Det var det - via de søde damer i turistinformationen blev vi sendt over til Ella, der lejede et dobbeltværelse ud med udsigt over havnen for 400 kroner med adgang til køkken og bad - det tog vi med glæde imod.

Efter en kop kaffe - og lidt benstræk, måtte vi lige rundt og se byen, herunder tjekke spisestederne ud - så det brugte vi den sidste del af eftermiddagen med, inden vi landede på grillen lige over for Ellas hus. Godt sted - en stor øl, er en øl på 75 cl.


Den perfekte dag
Fredag startede helt efter planen - med regn. Det passede fint med vejrudsigten, så ville det holde dagen igennem, kunne vi forvente høj sol lige om lidt. Nedbørsradaren underbyggede den antagelse. Vi var - efter en fin nat i gode senge, køkken og bad lige uden for værelset, og tørt tøj - klar klokken lidt i syv - og holdt kun øje med, at det langsomt stilnede af.

Og så af sted, ud af Rødvig med vandet på venstre hånd - langs stranden, hvor havet flere steder var ved at æde sig ind på kysten, så vi måtte passere de udlagte sten og beton.

Hurtigt kom vi ud til en lille skov og allerede nu - kunne vi godt se, at det ville blive en fin dag med mange "guldaldermotiver" - skov og strand i høj sol, lige til at blive i godt humør af.


Mindre godt blev humøret heller ikke af, at stien langs vandet var god at gå af - så vi håbede i dag på minimum at komme frem til Faxe Ladeplads.





Lige der, hvor kysten slog et knæk kom vi bag på en mægtig fugl, der sad i strandkanten.

Lysebrun, med gnister af lysere fjer og med de mest klare gule ben. Den lettede straks og fløj lavt ud over vandet, vi kunne høre suset og stod bare der og så betaget til - klokken var lige lidt over 8:00 og den var allerede rigtig god. På dette billede kan I se vandet, stenene og den lille plet lige over - det er havørnen.


Hvor skoven holdt op blev det dog igen sand, sten og tang, vi skulle igennem, men nu var vi blevet mere vant til det underlag og fandt hurtigt de bedste steder at gå på.

Ude i horisonten kunne vi ane en mole, der gik langt ud i vandet, og snart var vi fremme ved havnen ved Lund. Her stod den herligste bænk på ydersiden, med flot udsigt over en særartet kyststrækning med masser af sten og rigtig mange fugle; svaner, ænder, måger og ikke mindst gæs, som var i gang med at tage sig sammen til at stikke sydover.

Efter Lund gik turen ind i landet - umiddelbart kedeligt, men da vi gik hen af landevejen var den store udsigt over landet og vandet meget betagende. Utroligt, hvor meget det betyder at komme lidt højere op, nu kunne vi se, at Møn ikke bare var tre klatter i det fjerne, men en sammenhængende hele.

Nede på stranden igen gik vi lige ind i et herligt shelter - en båd, der lå med bunden i vejret, og med en lille indgang med udskæring, så der i begge ender kunne ligge 4 personer. Den faldt bare så natuligt ind i området, som om den altid havde været der. Nå, men vi skulle videre - så det sted må nøjes med at indgå i drømmene om et senere genbesøg. Vi får travlt, med alle de dejlige steder i Danmark, som vi gerne vil nyde igen.

Så var der atter skov på ruten, Vemmetofte Strandskov, med den fineste skovvej lige inden for skovbrynet, kunne ikke være smukkere og der var rigtig mange kilometer sammenhængen sti forude. Solen stod ind bag os, fuglene sang, vi var ved at vænne os til de tunge rygsække - nærmest lykkelige. Spiste frokost med bare arme med benene smidt ud over en lille skrænt, medens fuglene fløj rund om os - sent i oktober.

Og hvor skoven holdt op dukkede Faxe Ladeplads op - vi kom aldrig ind til byen, bare i Super Bedst, hvor du havde tilbud på makron- og hindbærsnitter, som vi spiste med udsigt over vandet og Strandvejen. Vi var allerede kommet meget længere, end vi havde turde håbe på, og det var stadig først på eftermiddagen. Så vi traskede videre - nu satsede vi på shelteren ved Feddet kun få kilometer væk. Og vi kom frem, fandt shelteret - der lå pragtfuldt med udsigt ud mod Feddet og i det fjerne Møn, Nyord og skoven ved Bønsvig. Pakkede ud - og drog nu - uden rygsæk - ud på en rekognoscering efter vand - som vi ikke havde for meget af. Det fandt vi lidt henne af stranden i en tom lejerskolebygning - hvor var vi heldige.

Og da vi kom tilbage og stod og nød udsigten, så vi over stranden tre fire musvåger, der steg op i den klare aftenhimmel - og lidt høre en til, og en til - ja, der var rigtig mange, 25 - 30 musvåger som langsom og dovent lod den svage vind hjælpe til med at stige højt op i luften. Vi var blev faktisk helt stumme af benovelse.

Men i takt med at solen gik ned, kunne vi godt mærke kulden komme snigende - flere trøjer på og i gang med aftensmaden, pasta med kødsovs, den mest velsmagende oplevelse indtil nu - og så stod månen op - vi skulle lige have lidt mere på opleveren.

Mætte af maden, gode oplevelser og efterhånden en smule kolde, krøb vi ned i soveposerne - klokken var måske lige omkring 20:00, men der blev ikke vekslet mange ord før søvnen tog over, efter en lang og helt perfekt dag.

Det sidste stykke
Lørdag morgen vågnede vi til lyden af mågerne, som aftenen før var fløjet ud på vandet ved kysten for at gå til ro. Vi havde ligget i de varme soveposer i næsten 12 timer, ind i mellem med let søvn, hvor de mange nye lyde blev registreret - men nu var solen ved at komme op på himlen - dagen startede lige så smukt, som gårsdagen sluttede.

Klart og vindstille, og ikke mindst koldt med rim på bord og bænk - og vandet vi havde hængt op på shelteren var delvist frosset - da vi skulle til at koge vand til morgenteen.

At pakke sammen er dejligt let, når man er på gå- eller kajaktur. Der er kun det, der var plads til, da vi tog af sted - så vi ved, at det kan være der alt sammen. Det var for koldt til at sidde og hyggesnakke, så ikke meget over 8:30 var vi igen på vej, denne gang ned til Feddet Camping, ind over land og så følge Præstø Fjord rundt til byen.

Det første stykke efter campingpladsen var af en sti på noget, der kunne minde om et dige - hvor vandet til venstre lå mindst på højde med engen til højre. Snart efter kom vi dog frem til bivejen op mod landevejen, og så gik vi straks noget hurtigere. At gå på landevejen er let nok, men ikke særligt attraktivt, nu hvor vi i så lang tid havde gået af stille skovstier og smalle markveje. Heldigvis var der smutture - f.eks. Bækkeskov Strandhuse ved Leestrup Stand - og senere ved Sankt Peders Kapel, og endelig var der et godt stykke af landevejen med cykelsti. Men bilerne larmer og lugter.

Ved Marjatta og Bredeshave slog vi også et slag ind i landet - begge dele ligger smukt i landskabet med udsigt over fjorden, og lige rundt i svinget var der ved Even Bro en fin lille plads helt ude ved vandet, hvor vi ved et fint bord kunne sidde og spise vores frokost.

Så blev det tid til atter at komme i skoven, Hollænderskoven, som ledte os frem til Nysø, der ligger helt op af byen og dog med den fineste udsigt over hullet i fjorden ud mod Køge Bugt.

Af den gamle allé kom vi ind på Standvejen i Præstø i let støvregn, og lige der lå busterminalen, hvor vi kunne vælge at tage bussen til Køge eller til Næstved. Inden nåede vi dog at få købt lidt kage - som vi spiste i bussen mod Næstved, hvilket betød 10 minutter kortere rejsetid.

58-59 kilometer på gåben med rygsæk; hårdt, smukt og dejligt - der er stadig mange steder, som vi glæder os til at opleve.

Storstrømmen i uge 42

Farvandet syd for Sjælland er på mange måder lidt overset, men det ville vi råde bod på, så vi drog til Langebæk havn en tidlig mandag morgen i det allerflotteste efterårsvej - og stak ud i renden mellem Langø og Tærø med vinden lidt ind bag fra - ud i Storstrømmen.

Mange dejlige steder sejlede vi forbi, men kunne ikke helt blive enige om, hvor det var bedst at sætte i land, så vi nåede helt til Bogø Havn - før vi kom på land og kunne indtage frokosten.

Ikke langt efter havnen tonede Farøbroen sig op - og da vi ikke kunne komme under dæmningen mellem Farø og Bogø - måtte vi naturligvis igennem det store midterfag - og der var plads nok til os alle fire, men her ude kunne vi godt mærke, at der var dybt, og dønningerne var lidt større for vinden havde taget til.

Det fik vi så fornøjelsen af på tilbageturen langs Sjællands sydkyst - med vinden imod os. Men smukt var det at sejle langs den skovklædte kyst.

Lige ved Langebæk havn er der også en bro - en noget mindre af slagsen, men ikke desto mindre en smuk bro - sådan i aftensolen, hvor vandet igen blev helt blankt.

Nåede lige at få sat teltene op - inden solen gik ned - og så hyggede Karin, Ralf, Gert og Ivan sig under halvtaget med snaks, mad og et enkelt glas vin.

Tirsdag morgen er det overskyet - hvilket helt i overensstemmelse med vejrudsigten. Til gengæld er vinden løjet noget af. I dag aftaler vi så at gå den anden vej - til venstre over mod Kalvehave og videre mod nordsiden af Nyord - i håbet om at se sæler. På vejen passerer vi - igen i det midterste brofag - en bro, denne gang dronningen, nemlig Dr. Alexandrines bro, der også pryder vores 500 kroner seddel.

En lille detalje fra vores ture skal med. Gert samler på øer - og i dag fik han 2 på balkortet - selv om det kostede en meget lang gåtur i det lave vand - her er det en fordel med  en let roer, let kajak og med en bred bund - ellers skal man gå meget længere.

Her er dog den lykkelige "øbesidder" - som efterfølgende gjorde godt ved at give kaffe og kage på Nyord.

Igennem den smalle passage mellem Nyord og Ulvshale kunne vi se de stejle sider langs renden og helt ude på spidsen af Ulvshale gik vi i land og spiste frokost.


Selv om efteråret er fremskredet er der stadig blomster der kan nydes - her Strandasters, der måske i virkeligheden var det eneste element i dagen med farve på.

Selv om vi gik rundt om sandholmene nord for Nyord så vi ingen sæler, til gengæld var der rigtig mange fugle - især svaner, der er meget frygtsomme og flyver, så snart vi nærmer os.

Efter kaffen havde vi travlt med at komme til Kalvehave i håbet om, at vi der kunne erhverve et liggeunderlag til Ralf, der synes at et punkteret et af slagsen ikke er så godt at sove på. Det lykkedes ikke - livet kan være hårdt!

 Igen en hyggelig aften, hvor vi trætte efter dages tur på vandet gik tidligt til køjs.


Midt om natten måtte Gert på apoteket og tidlig onsdag morgen tog han og Karin af sted. Ralf og jeg valgte så at tage den otte-tals-tur rundt om Tærø og Langø, som Gert havde talt så meget om. Stadig gråvejr, men flotte kyster og flotte udsigter - nu ved vi, hvor vi skal gå i land på Tærø med den flotteste strand.

På vej tilbage og ind mellem øerne mod havnen hørte vi pludselig en værre larm. Nå, det måtte være vandet, der strømmede over et skær længere ude - men lyden forfulgte os og så pegede Ralf på en styrbordsbøje (grøn) der brusede gennem vandet.

Forsigtigt sejlede vi rund om bøjen, så i vandet efter ham, der måtte gå og trække den efter sig - eller den snor, der måtte trække den. Jeg stak pagajen i vandet for at se, om det var strømmen - men det gav ikke noget resultat. Først om fredagen fik vi en forklaring af Farvandsdirektoratet - sådan en bøje er 6 meter lang og stikker altså ca. 4 meter, og der nede kan der sagtens være stærke understrømme, der kan trække bøjen gennem vandet.

Tilbagelige omkring middagstid - og op på taget med kajakkerne og kursen mod Brøndby. Dog med et lille stop ved Udby kro - hvor de stadig kan servere en god platte.

Herlige tre dage med kajak og godt selskab.

En sandfærdig fortælling

 

Her er den korte og næsten sandfærdige fortælling om den sidste klubtur i 2013 for medlemmer af Brøndby Klubtur, der gik til Roskilde Fjord.

 

 

 Det var i virkeligheden kun særligt indviede, der blev inviteret, men heldigvis kunne jeg dokumentere, at jeg ikke roede hurtigere end Karin og Sten tilsammen var i stand til i en toerkajak med to forender – og kom dermed gennem udtagelsesnåleøjet.

Her ser vi de udvalgte – der iført stammekostume afventer besked fra den store ledelse:

 

 

 

 

 

 

Her er så den store ledelse – der giver tunge ordrer og opildner til disciplin i gruppen:

 

 

 

 

 

 

Og det kommer der megen moro ud af..

 

 

 
Vi kæmpede længe med at få lagt en kurs,
men så fandt den lille leder en fiks måde at finde "kursen", som virkede fint…

Og af sted gik det i vældig flok – efter kompasafmærkningen i sort og gult…

 

 

 

Og på en øde ø gik vi i land

 

 

Og gemte os for løverne i græsset ….. indtil maden blev serveret.

 

 

På vej tilbage mødte vi en fjendtlig færge, men det var ikke alle, der opdagede det..

 

 

 

så derfor ville den lille leder gemme sig i et stort hul i bunden af fjorden

… men det lykkedes ikke,

 

 

 

så vi kunne sejle tilbage i samlet flok …

efter den store leders gule hat.

 

Alle 19, nå ja, 18 kom tilbage til bilerne, og så vidt jeg har hørt, har de alle sammen det efter omstændighederne godt igen.

Tak for en hyggelig tur på vandet en smuk søndag i oktober.

 

Resten af billederne: