onsdag den 25. september 2013

Træf en kajak

Guldalderstemning på Romsø
Fredag
Havkajakroernes efterårstræf foregik i år ved Kerteminde. Ikke en by, vi på forhånd havde den store kendskab til, et enkelt besøg for mere end 30 år siden, var hvad vi tilsammen kunne mønstre, så vi glædede os til at betræde nye stier.

Vi tager mange billeder
På slaget 12 drejede vi ind ved teltpladsen og kunne konstatere, at vi ikke var de første - men der var stadig masser af plads. Teltet er dejligt nemt at slå op, så der blev til både tid til indflytning, tilmelding, gåtur i byen, frokost og at få en lur - inden vi deltog i O-løbet.

Nu var vi pludselig mange, 40 - 45 roere stævnede ud i det nære farvand og løste mere eller mindre velformulerede opgaver, nød det stille vejr og fotograferede hinanden og det flotte indløb til Kerteminde Fjor.

Efter aftensmaden - hvor det var blevet mørkt var vi endnu flere 60 -70 kajakker, der tog på aftentur med gule knæklys på ryggen ind i Kerteminde Fjor, under ledelse af Henning, som var den eneste med rødt lys - herlig oplevelse der i mørket at skære gennem det helt blanke vand, og langsom opleve, at natsynet gjorde det muligt at se meget mere, end det mørke, der i første omgang mødte os. 12 kilometer blev det til på lidt over 2 timer - og nåede at tale med flere, uden at vide, hvordan de så ud.

Romsø  forude
Lørdag
Træffes store tur gik til Romsø, der ligger ude i Store Bælt. På vejen ud så vi havørn ved kysten  og ude på Romsø, var Leif, der har boet på øen i mere end 25 år,  en unik guide. Vejret var i begyndelsen fremragende og øen både særpræget og flot. På turen tilbage, hvor vi gik helt rundt, så vi 2 marsvin, det ene så langt oppe af vandet, at hele ryggen og hovedet blev synligt. På vej tilbage blæste det noget op, men ikke mere end vi stille og roligt kunne arbejde os tilbage til Kerteminde.

Søndag
Bølger ved Fynshoved
Endnu et hjørne af Danmark skulle rundes, Fyns hoved - men det blæste en hel del. Så en del af gruppen satte de mest friske af på Storebælt siden og kørte så videre til Korshavn.

På vejen ud mod Fyns Hoved havde vi en del vind - mere en enkelte havde prøvet før, men rundt om hjørnet var der noget mere fart på både vind og bølger.

Flot klaret af Gorm med flere, der virkelig kom i ilden. Rundt om hjørnet kom vi igen i smult vand - og fik en meget flot tur ned mellem de små øer på indersiden. Hvor er der mange dejlige steder i Danmark, som er værd at komme tilbage til. Dorthe og Henning var gode og meget lokalkendte turledere - tak for det.

100 kajakker på træf - et velarrangeret møde med højt humør og mange dejlige mennesker. Det var næsten svært at pakke sammen og tage af sted. Her var meget kajakvand, som endnu kunne besejles - men det må blive en anden gang. På gensyn.

lørdag den 7. september 2013

Morgenstund ved Møns Klint

Vejrudsigten var ikke så god - for ikke at sige den værste; sydøstlig vind - 10 sekundmeter. Så selv om det var hyggeligt på campingpladsen fredag aften, var der en del snak om morgendagens tur.

Klubturen gik til Møns Klint, som vi skulle nyde ved solopgang, derfor afgang fredag eftermiddag og overnatning på stedet, så vi var klar tidligt lørdag morgen.

Vi kom på vandet, men gik i på nordsiden og roede derefter så langt rundt om hjørnet med syd, som vi hver især havde mod på - for så at mødes til en hyggelig gang morgenmad på stranden med nybagte pandekager.

Endnu et dejligt sted i Danmark, som jeg glæder mig til en anden gang at vende tilbage til.