fredag den 10. juli 2015

Møns klint en sommerdag

Så kom der endelig en weekend, hvor vejrudsigten hele vejen igennem holdt. Så vi pakkede sydfrugterne og drog til Mønbroens Kajakhotel fredag aften - og nåede der at få en snak med deltagerne i "Open Møn Maraton 2015", der blev sat i gang lørdag morgen klokken 05:00.

Vores planer var ikke helt klare, men efterhånden som vejrudsigten blev mere og mere sikker, blev vi enige om, at det var den lørdag, hvor vi skulle rundt om Møns Klint, og sådan blev det. Klokken 10:00 efter et sødt besøg hos bageren i Stege, satte vi i vandet lidt før Møn fyr og roede mod uret mod klinten.


Og det blev en dejlig dag - med de mest spektakulære syn - skal vi ikke bare lade billederne fortælle resten.




Efter sådan en dag, 26 kilometer panoramakig, er man helt mæt af indtryk - og sover godt om natten.

tirsdag den 7. juli 2015

Nye kajakker - samme form

Skrev tidligere om den nye kajak, North Shore Atlantic LV PE, som jeg købte til at lege i bølgerne med.

Lovede dengang, at jeg løbende ville sammenligne med min SKIM kajak. Det fik jeg aldrig gjort - mest fordi, jeg ikke fik roet i SKIM'en. Føler mig mægtig tryg i North Shore kajakken, særligt i hårdt vejr med store bølger - den har nu være 2 gange på vandet ved Vesterhavet - og det er gået forrygende.

Så nu er min SKIM Differ solgt - lidt med tungt hjerte, for her i weekenden så jeg deltagerne drage af sted på turen Møn rundt - og det kriblede lidt i fingrene at drage af sted i den slanke og hurtige kajak - uden vind og på helt roligt vand. Men ingen kajakker favner alle dicipliner - jeg satser nok i virkeligheden mere på bølger og leg, end lange ture i roligt vand.

Derfor har vores 2 nye kajakker, som vi lige har bestilt, samme form. Det bliver en Pilgrim og en Romany Clasic. Vi glæder os til, de bliver leveret.