Kongsøre er billedgørelsen af dansk romantik, med bøge, der spejler sig i bølgen blå - og i solskin som en reklame for danskheden og de gode danske varer.
Så da Gert bød op til tur, var vi med - og denne gang blev vi mange, nye og lidt mere erfarne - sådan en tur, hvor der rigtig kunne blive snakket og udvekslet erfaringer.
Lige til venstre ved Holbæk lystbådehavn satte vi kajakkerne i vandet - fint sted med sandstrand og lidt græs til at pakke på.
Og så gik det mod øst - over mod Orø, som skulle passeres højre om.
Næsten ingen vind og stille vand - kun fuglene kunne ses og høres, og da vi kom ind på lavt vand mellem holmene, fløj svanerne væk - som jumbojet, der letter på en flyveplads med alt for kort startbane.
Da vi langt om længe var komme fri af det lave - nok for lave vand, skulle vi lige studere kabelfærgen, som går mellem Orø og Hammer Bakke, pas på med kablet, som stikker en del ud af begge færgens ender.
Frokost i det grønne, med flot udsigt til Hornsherred - stadig lummervarmt og sol. Så videre gik det mod nord langs Orøs østside.
Her oppe skulle vi så mod vest, og det var en helt anden verden, som der kunne iagttages - truende sorte skyer og samtidig begyndte vinden at trække op.
Men vi skulle over på den anden side og efter lidt snakken frem og tilbage, besluttede vi at tage den direkte vej mod vinden og sigte på det røde teglstag ved flådestationen. Og med kursen sat, gik det derudaf - godt og vel 5 kilometers kryds.
Som skyerne nærmede sig, blev vinden kraftigere og bølgerne blev større - de kunne bygge op helt inde fra bunden af Lammefjorden, farten faldt betydeligt, og snart var vi delt op i flere hold.
Det er ikke så hensigtsmæssigt, så snart efter var vi kun to hold, der hver i sær kæmpede mod regnen, der nu stod ned i stænger, og vinden der fortsat øgedes.
Men langsomt nærmede det røde tag og kysten sig, og i takt med det kom vi i læ af skoven, ligesom der bag skyerne kunne anes en blå himmel, der voksede og voksede, og således mødte vi Kongsøre i solskin og klart vejr - fra sin allersmukkeste side, skåret ud af en turistbrochure.
En lejrplads blev fundet - og besat, og først dagen efter gik det op for os, at vi ikke måtte slå telt om lige der - men tænkte vi ikke på mens vi nød vores mad, vinen og den gode kaffe, mens vi nød udsigten over vandet.
Søndag morgen var vi lidt tunge, men der blev både tid til morgenmad og pakning, inden et nyt hold - denne gang en familie på fødselsdagsudflugt - indtog pladsen.
Formiddagskaffen var Hanne og Mogens så venlige at byde på, og vi indtog den foran deres flotte sommerhus i Kisserup, mens vi fik lov til at dele deres pragtfulde udsigt over fjorden.
Ved Bognæs på spidsen af Tuse Næs spiste vi frokost og nød den tætte trafik af skibe i den smalle sejlrende - og sidste etape til Lystbådehavnen var ren afslapning. 36 kilometer, to dage i godt selskab - Kongsøre blev en fin tur, som nærmest beder om en gentagelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar