Kajak på Milos

2 fede dage i kajak i havet omkring Milos.  Første dag var jeg overbevist om, ville blive en stille tur på roligt vand. Vejrudsigten viste 4 - 6, så jeg forstod ikke helt Rods betænkeligheder ved at nogle af os sejlede videre. Men der kom meget vind, betydeligt over 6 s/m. Forklaringen kom efterhånden: vejrudsigten forudsagde i Beaufort skalaen, hvor 6 bliver 10,8 - 13,8 m/s - så fik så meget vind, at kroppen ind i mellem blev skubbet til side.

Men det blev trods alt en fin og flot tur, i godt selskab.

Se mere om en god udbyder her: http://seakayakgreece.com/

Træf en sæl

Havkajakroerne indbød til forårstræf, og egentlig havde jeg ikke tænk, at det kunne være noget for mig, der er jo så meget andet. Men fruen skulle skrive opgave, fridagene lå åbne i kalenderen - og så havde mit blik fanget lørdagens, "sælsafari" - så enden på det hele blev, at vi var fire fra klubben, der drog af sted fredag over middag, ned til Karrebæksminde.

Her var der allerede kommet en del - men pladsen var stor, og der var så mange mulig teltplaceringer, at vi måtte udsende spejdere og nedsætte et placeringsudvalg. Godt at jorden er flad og kun har 2 dimensioner.

Moderne teltopsætning
En gang langt tilbage i historien, var det altid underholdende at se nyankomne slå telt op. Mange ægteskaber er blevet sat på prøve og megen mandighed er decimeret i situationer, hvor kaos, manglende eller overskydende teltstænder opstod ud af en skyfri himmel.

Sådan er det ikke mere - frem med stængerne, af med elastikkerne og vupti, det hele hænger sammen med elastikker, der trækker hver enkelt stang hen til sin placering. Så der gik ikke mange minutter før teltene var slået op, og vi havde pakket ud. Så nu skulle vi også på vandet, så vi kunne være klar til aftenens generalforsamling og ikke mindst maden inden.

Smukt eller turistparadis
Det er rigtig mange år siden, jeg sidst har været i Karrebæk og Karrebæksminde - og hvor har kystlinjen dog ændret sig. Nu ligger husene på rækker med udsigt ud mod vandet, dengang lå husene oppe i landsbyen tæt på kirken. Og nu er der mange flere spisesteder ved slusen - nogle gange er vi slemme til at ødelægge netop det, som vi alle sammen synes er dejligt at se på.

Endnu en dejlig plet på landkortet
Lørdag morgen gik turen til Svinø havn - i solskin et meget smukt sted, og i kajakkerne sejlede vi mod Avnø - og der ude i horisonten lå sælerne og holdt øje med os, på en gang frustrerende langt væk og et herligt syn. En enkelt plumpede i vande og svømmede ud til os, men det er faktisk kun ved billedbehandlingen, at man kan se, at der var mange sæler. Pausen på et smukt beliggende naturplads blev brugt til at gå til Avnøs Naturcenter, hvor der var den flotteste udsigt fra  det gamle flyvetårn. Endnu en skøn plet i Danmark, som vi sagtens kan udforske nærmere.


Tak til Marianne
På vej tilbage efterlod jeg bilnøglerne til Jens, som så skaffede en chauffør. Så medens nogle af os nød hjemturen i kajak, så var det venlige Marianne, der kørte bilen tilbage. Og det var også Marianne og hendes mand, der stod for teknikundervisningen. Forlæns rul, og jeg skal nok huske at "danse samba" og bruge færre kræfter. Tak for hjælpen.

Fint træf, finke kajakroere - tak til Jens, Karin, Johannes, Lars og Tobias, og arrangementet vil absolut være oplagt at gentage en anden gang.

Hornsherred rundt

Det var med at få det hele til at passe. En uges ferie - så det endte med at blive 2 dage dedikeret til kajak. Den oprindelige tanke var en tur sydover, ned omkring Stevns og videre, så langt som tiden og kræfterne rakte til. Men vejrudsigten blev ved med at holde fast i vindstyrke op mod 11 s/m fra vest i løbet af onsdagen - og det var ikke lige den optimale vindretning at sejle rundt om Stevns i. Så Bøgeskov må vente til en anden gang.

Egentlig er der ikke ret mange primitive overnatningssteder egnet til kajak fra København og sydpå. Synd og skam, for det kunne da ellers være et oplagt sted at skabe naturoplevelser. Og turisthjemmesider i Danmark er altså ikke meget værd.

Hornsherred
Så det endte med at blive en tur rundt om Hornsherred, med isætning i Veddelev. Ikke mindst fordi, der er et dejligt kort: Kystnære teltpladser og Fjordstien , der dækker både Roskilde Fjord og Isefjorden. I det område er der over 25 pladser, hvoraf rigtig mange også kan tilgås fra vandsiden.

Solen skinnede, det var 3 grader i luften, vandet formentlig noget mere og en let vind 5-6 s/m fra vest/nordvest. Kompasset stod på N og af sted gik det med kun en smule bølgegang. Under Eskilsø skal man holde afstand, adgang forbudt mellem 1. april og 15. juli, så da jeg kunne se afmærkningerne vest om øen, styrede jeg efter dem. I dag var det ikke meningen, at gå i land - men ellers kan jeg kun anbefale en lille vandretur på Eskilsø - alternativt se det allerførste indlæg på denne blog.

Ikke meget strøm i renden mellem øen og Østskoven, men jeg holdt mig for en sikkerheds skyld tæt under land.

Skuldelev
Jeg har været på lejrpladsen ved Skuldelev før, så det skulle være første stop med formiddagskaffe. Men jeg kunne kun huske, at der var en bro, og lagde derfor ind ved den første og eneste. Det lignede ikke helt sig selv, men hvad, jeg skulle bare drikke en kop kaffe og spise en kiks. Det var først lidt længere fremme, at jeg så den rigtige plads - men der var broen ikke sat ud endnu.

Jeg bliver hver gang, jeg kommer forbi dette sted, så ked af at se på de højspændingsmaster, der ødelægger synet af noget af det flotteste danske landskab i mange, mange kilometers diameter - det er en rigtig øjenbæ, som vi skulle se at få fjernet.

Videre mod nord i god fart, havde fået vinden lidt skråt ind fra venstre bagkant, så Tørslev Hage blev passeret og snart også den lange dæmning ud i vandet. Her kunne man godt mærke, at der var en del vind fra siden, men jeg ville forbi Frederikssund inden frokost.

Frederiksund
Klokken 12:00 var jeg kommet under broen, det var ikke nødvendigt at anmode om åbning eller lignende, og det passede fint med en strandeng, med den fineste udsigt over mod byen og resten af fjorden mod nord.
Hen over engen stod en tårnfalk uanfægtet stille og afsøgte jorden for mus m.m. - dejligt at få lov til at være vidne til, den passede sin ernæring, medens jeg hev madpakken frem og gik i gang med at spise.

Nord for Frederikssund tog sidevinden til - ikke mindst, da jeg passerede bugten ved Neder Dråby, hvor det lave vand tvang mig ud midt i fjorden.

Modvind
Efter indsnævringen ved Store Havelse blev kursen mere vestlig - og med det kom modvinden. På det lave vand var det bare et spørgsmål om at bruge kroppen til at trække pagajen gennem vandet, men ved Kulhuse Rende mødte jeg en bølgemur, der kastede kajakken rundt og ind i mellem helt skjulte den, når bølgerne brækkede ind over, da jeg gik tværs over indsejlingen til Roskilde Fjord og ind mod Sølager. Det var ikke bare mig, der mærkede naturens kræfter - da færgen gik ud af havnen i Kulhuse slog den først et mægtigt slag med hækken og blev derefter kastet rundt, så min tur med kajakken virkede som det rene barnemad. Vinden var taget til ca. 10 s/m fra vest - nordvest og vandmasserne stod ind ved Hundested.

Øv, jeg havde udset mig en overnatningsplads lige syd for Rørvig - men jeg skulle ikke have noget af at foretage et kryds på over 5 kilometer i mere end 10 s/m og med vandmasser pumpet ind i renden mellem Hundested Rørvig, slet ikke efter en lang dag i kajakken.

Så jeg kæmpede mig frem til Lynæs lystbådehavn - ledte efter et sted at komme i land - og der bagerst i havnen var der en dejlig lav ponton, hvor det var til at komme ud af kajakken. 39 kilometer, de sidste 4 -5 i stiv modvind. Pontonen tilhørte Lynæs Sejlklub - og ved et hjørne stod to mænd og talte, så jeg spurgt pænt om lov til at lade kajakken ligge. Ok, vi skal ikke sejle optimister lød det venlige svar.

Hjælpsomhed af bedste karat

Ok jeg lever endnu, men tilbage stod problemet med overnatning. Ville gerne være i nærheden af kajakken, så jeg gik lidt rundt i havnen - restauranten og grillen var lukket, det samme var kiosken og havnekontoret. Men tørt tøj ville være rart - så op i et indhak i den overdækkede og tomme restaurantterrasse og i gang med at få tørdragten af. Så var det, han var der igen - åbnede havedøren til sejlklubben og råbte over til mig: "du kan bare komme ind her". Sikke et tilbud - og der blev jeg, i varmen, med mulighed for varmt vand og strøm til mobilen indtil det blev mørk, hvor den overdækkede terrasse gav herligt ly for den fortsatte kraftige vind og noget regn. Håber, at jeg kan lære af den modtagelse og selv være med til at øge hjælpsomheden for andre, der færdes i naturen.

Vinden løjer af

Der er en særlig lyd i en lystbådehavn, når vinden er kraftig. En hylen, og en banken af vanter mod masterne, som man lige skal vænne sig til. For mig gik tankerne tilbage til Carpe Diem, vores gamle sejlbåd og de mange timer i Ishøj havn, så der var ikke problemer med at falde i søvn.

Og torsdag morgen var vinden løjet af - solen skinnede og temperaturen faldet igen til ca. 3 grader klokken 6:00, hvor vækkeuret var sat til. Så på med tøjet, ned med morgenmaden og pakke kajakken - og så af sted mod vest. Der var fortsat pænt store bølger, der ligesom lagde sig til rette på nogle større dønninger fra gårsdagens blæst. Men det gik fint, og jo nærmere kysten kom, desto mindre vind - så jeg bøjede af mod syd og Nakke Hage, hvor formiddagskaffen smagte fortræffelig, og det samme kunne man sige om udsigten.

Kongsøre - et smukt sted
Et nyt langt kryds over Nykøbing bugten - og så var jeg fremme ved Kongsøre, en af de smukkeste skovstrækninger ud mod vandet, som jeg endnu har oplevet. Først skulle jeg dog forbi flådestationen, som så fuldkommen øde ud. Bemærkede dog - håber ikke, at det er en militær hemmelighed - at de havde en hel del havkajakker liggende under et halvtag. Det er da også lige stedet til det.

Halvanden times frokost, heraf den sidste halve i solen på ryggen med fugle og bier summende omkring. Næsten ikke til at rive sig løs, og bemærkede, at der faktisk kom en del mennesker forbi, der også nød naturen.

I kajakken igen mod syd i retning mod Tuse Næs - her er også lavt under kysten, så jeg gik ud i sejlrenden - og hvorfor så ikke lige besøge Orø, og det var hurtigt gjort, selv om det sidste stykke var både lavvandet og fyldt med mange sten.

Fra Orø tilbage til Bognæs Badebro, også et flot stykke natur. Derfra  kunne jeg konstatere, at havde jeg sejlet bare en kilometer længere ned af kysten på Orø, var jeg komme til havnen, men det må blive en anden gang. Stadig masser af tid, solen højt på himlen, så af sted med en SMS om, at opsamlingen skulle ske ved Munkholmbroen og ikke i Holbæk. Så var det bare lige, at der dukkede et skydefelt op på kortet! Ikke rode i kommunikationen, masser af tid, så det blev da bare et noget længere kryds over mod Kyndby Sydmark og derefter ret syd efter Ejby og Bramsnæs Vig, smukt i den sene eftermiddagssol.

Munkholmbroen
Nu var det bare at ro efter Munkholmbroen, som dukkede op ned bag skoven. Her var stille og bilerne, som jeg kunne se på landevejen, kunne ikke høres, fordi vinden bar bort. Et par lystfiskere stod i vand til maven. "Bedre end at hænge i en bilkø" forklarede den ene, og det forstås.

Omkring broen var der masser af liv, lystfiskere, cykler og biler, der skal vises frem. Iskiosken sælger også kaffe - 15 kroner for retten til selv at fylde et papkrus fra automaten, så er det også betalt.

81 kilometer i alt, luftet, afslappet og godt tilfreds.

Hjælpsomhed

Tak til Lynæs Sejlklub og Tom, som venligt åbnede døren for en flad kajakroer, som ikke synes at det var forsvarligt at ro videre.

Sydfyn - i det tidlige forår

Egentlig var det bare fruen, der skulle ud og rejse. Men ret hurtigt blev det kombineret med en kajaktur til det Sydfynske Øhav - og en hel del var interesserede.

Desværre kunne vi ikke alle være med. Selv med de alle bedste intentioner, sker der i dag så meget i vores liv, at det ikke helt er muligt at styre det hele, og ind i mellem bliver vi nødt til at prioritere daglig brød og helbred over lyst.

Men vi kom 5 af sted i alt - sådan lidt i flere tempi.

Fredag


Klar sigt!

Vi tog ud fra Skovballe havn. Bilerne blev parkeret og kajakkerne pakket og båret ned til vandkanten og muren. For der var ingen sigtbarhed, bare tåge, tåge og tåge og det smukke øhav gav sig slet ikke til kende. "Klart" var tilbagemeldingen til det bekymrede bagland, og klart var det mellem øjenhøjde og tæer - ikke meget længere. Vind var der næsten ikke noget af.


Ruten var lagt til at gå til Marstal - via Birkholm og Halmø, for i Marstal havde vi aftalt med meget venlige og imødekommende medlemmer af Marstal Kajakklub, at vi kunne få lov til at låne klubhus til bad og overnatning - og med den kulde dette forår har leveret, var vi mere end lykkelige for det tilbud.

Birkholm - en ø i tågen
200 meter ude var vi fuldstændig indhyllet i tågen. Intet andet en de tre kajakker kunne skimtet - kun fuglenes skrig gav os en fornemmelse af, at vi sejlede. Efter en halv time nærmere panikken sig - var det tilstrækkeligt at sigte SSØ og så håbe, at det gik som det så ud på kortet. Rolig nu - GPS en bekræftede, at vi var på vej mod Birkholm. Og her kommer en af fordelene ved at vi var en flok lidt ældre mænd, nogle udvikler et fantastisk langsyn - og snart fik Gert landkending - og det gav ro i maven hos os andre, da vi kom så langt frem, at vi også kunne se.

Hvor er Birkholm?

Det var Birkholm, og vi valgte at gå på land på den nordlige ende - hvor vi tog en hurtig frokost og blev enige om at fortætte på denne side af øen for at slippe for den svage sydvestlige vind. Var det bøfler vi så der over bag bakken ved træerne?

Vi fulgte kysten selv om det var noget lavandet med blæretang og sten - og da vi rundede den sydlige ende af Birkholm var det klaret så meget op, at vi lige kunne skimte bøjerne i sejlrenden, Mørkedyb, godt for så vidst vi, hvor der kunne være risiko for at møde større skibe.

Det dukkede dog ingen skibe op. I stedet fik dukkede Halmø op i disen - så den styrede vi straks efter.

Halmø
I mange af min barndoms somre har jeg stået på havnen i Marstal og set ud mod klinten på den vestlige ende af Halmø, så nær og alligevel så langt væk. Nu satte vi i land der, og drak vores kaffe medens vi så ind mod kranerne i Marstal Havn. Stadig diset med noget mere klart end tidligere.

Gensyn med Marstal

Flotte forhold - stor gæstfrihed

Snart var det os, der sejlede forbi Kirkegården og bøjerne, der viste sejlrenden, som færgen tidligere anvendte og så var vi pludselig inde i havnen, hvor meget lignede sig selv fra tidligere. Men færgen var der ikke, og kønt var det ikke at se en udslidt Søbyfærge ligge oplagt længere henne ved værftet. Ellers var alt stille, også henne ved klubhuset - men aftaler, de bliver holdt, så vi kom ind, og hvilket dejligt hus.

Tak til Marstal Kajakklub
Vi følte os som grever og baroner i de spritnye og meget flotte omgivelser, sikken udsigt,

Badehuse i lang række

sikke opholdsrum - og så var det bare dejligt med et bad. Snart efter kom Ole, og vi fik en fin kajaksnak om udstyr, turforslag og alt det, der helt naturligt bliver vendt, når kajakfolk mødes.Og vi var jo kommet til en rigtig storby, med mange spisesteder at vælge i mellem - og det blev til 3 velfortjente burgere og en peberbøf, da Stig kom til, efter en enetur i tågen fra Skovballe.

Selv om Ralf snorkede, fik vi alle en god nats søvn, og kunne friske stå tidlige lørdag morgen til en ny dag i kajakkerne.


Lørdag
Frank kunne først komme af sted lørdag - så han og vi stod tidlig op. Først var planen at mødes i Skovballe, så blev mødestedet flyttet til Birkolms nordlige ende. Der var bare det problem, at det stadig var meget tåget - så vi var noget betænkelige.

På vej tilbage over Mørkedyb ser vi marsvin - to, måske tre, kommer flere gange i overfladen med finnen og dykker hurtigt ned igen. Desværre væk så hurtigt, at selv Ralf ikke nåede at hive kameraet frem.

Rendezvous i tågen

En lille båd på havet

Er der lige om lidt, meddelte Frank i telefonen, men vi kunne ikke se nogen. Er der næsten, stadig ingen kajak i sigte. Det er svært at mødes på det store vand i tåge. Til sidst fandt vi ud af, at Birkholm har to "ender", og vi befandt os i hver sin.

Derfra var det ingen sag - og snart kunne vi samlet sejle videre mod Hjortø, hvor borde og bænke nærmest stod parat til os, så vi kunne spise en velfortjent frokost. Og det begyndte at klare lidt op - så vi kunne se flere konturer af øer i øhavet.

Føler sig sgu velkommen

Efter frokost gik turen til Drejø, som vi nu kunne se, og snart kunne vi padle os ind gennem den smalle sejlrende og se alle bilerne stå med bagsmækken oppe, ligesom flaget i flagstangen. Nej, det er ikke en særlig Drejøhilsen, det var arbejdsholdet, der gjorde klar til sommerens indtog af turister. Vi var måske nogle af de første, for der var masser af plads på plænen. De søde værter gav os boller, og vi fik bestilt bord på den lokale cafe til eftermiddagskaffen. Gert var træt, så han gik i bad, mens resten af os roede ud til den vestlige ende, Skoven og Næbbesodde. Lavt vand med masser af sten, men også et herligt fugleliv. Ved Næbbesodde havde vi en mægtig diskussion, om hvad vi kunne se lidt mod nord - var det Fyn?

Vingård og cafe
Tilbage ved den gamle havn slog vi teltene op, og der på kortet kunne vi nu konstatere, at det var pynten af Avernakø, som lå lige bag Næbbesodde. Med teltene på plads gik turen på cafe, der også var restaurant og vingård. To slags hjemmebag og kaffe ad libitum - til næsten ingen penge, samtidig med vi kunne sidde og nyde udsigten over markerne ned til vandet. Det var noget helt andet end storbyen, og absolut gåturen værd.

I mørke er alle katte grå

Resten af aftenen gik med at få pakket ud, drikke øl og vente på at vi var sultne igen, herligt tidsfordriv - og endelige blev det mørkt så vi kunne sætte os ind og spise maden, høre lidt flere dårlige irske vittigheder og ellers fortsætte vores evigt kørende snak om kajakgear. Til sidst så vi på stjerner, mærkede kulden komme snigende og krøb ind i soveposerne.



Søndag
En kold morgen, særlig for dem, der havde taget de tynde soveposer med. Men alle overlede, og snart kunne vi drikke varm kaffe og spise morgenmad. Stig tog den direkte vej tilbage til Skovballe, vi andre pakkede roligt sammen og drog mod Skarø - så kunne Gert få en ø mere på scorekortet.

Teknikundervisning også om søndagen

Der var kommet mere vind og efterhånden blev det mere klart. Smuk tur over mod kirken, men langt rundt om Kalveodde på lavt vand med rigtig mange sten. Fine forhold på havnen, hvor vi spiste en solid frokost - og lige nåede at få et glimt af en færge, der ikke lå til i ret mange minutter.



Tre dage med en hvis legemsdel i vandskorpen

Tilbage var det modvind hele vejen. Først over sejlrenden over mod Vornæs Skov og efterfølgende ned med Skovballe havn lidt syd for de to vindmøller. Vi var lidt forpustede, da vi kom frem, og jeg synes kajakkerne var blevet meget tungere, da vi skulle bære dem op til bilerne fra stranden. Måske var det bare fordi en dejlig tur var ved at være til ende.

Tak til Stig, Ralf, Gert og Frank for dejligt selskab.

Morgenstund med guld i mund

Troede bare, at vi skulle være to afsted tidlig morgen - men vi blev fire, der mødte op klokken syv i frostvejr og høj sol.
Dejlig tur på vandet til Hundige, med fin snak om udstyr og damesko.

Isvand

Nej, jeg vil ikke skrive om drinks og tilhørende isvand.

Denne historie handler om koldt vand med is. Endelig var det nemlig muligt at komme af sted. Klokken 7:30 solen skinnede fra en skyfri himmel, det var den 23. marts - men termometeret viste fortsat 8 minusgrader.

Men isen i havnen var blæst mod vest - så det var muligt at liste sig ud, da vi fik lidt frit vand omkring bådebroen. Mange spørger, om det ikke er frygteligt koldt at være på vandet om vinteren. Det er det ikke, for der er jo grænser for, hvor koldt vandet kan blive, lidt under minus - og hvis tørdragten er vandtæt, så er den også vindtæt. Så med flere lag uldtøj på kroppen og god bevægelse i kajakken, er det faktisk ganske behageligt.

Kort efter vi kom ud af Brøndby havn med kurs mod Ishøj/Hundige blev vandet stille og kun svage dønninger kunne mærkes, selv om der egentlig var en ganske god vind. Da vi kom nærmere kunne vi se isen, der i flotte flager dækkede overfladen over større områder.

Isen var tynd, måske 1 - 2 centimeter, og det var ikke noget problem at ro i. Åren gik bare ned igennem isen - men det var tungere end på åbent vand, og efter lidt fotografering - søgte vi længere ind mod land, hvor der ikke var noget is.

Rundt om molen ved Ishøj dukkede nogle lidt tykkere isstykker op. De var ikke så store, men til gengæld var de meget tykkere 4 - 5 centimeter, og de dunkede højlydt ind mod kajakkernes bund.

Ned mod næste mole, den før Hundige, var der åbent vand, så der nød vi strandudsigten og det fine solskinsvejr - det også let med vinden i ryggen. Så derfor glædede vi os til en kaffetår på vandet, og da vi kom ned til molen, så det ud som en fin mulighed at sejle ind i isen - og ligge stille der, mens kaffen blev skænket. Som tænk - så gjort, og kaffen var både varm og god.

Pas på når isen pakker
Men så var det lige som om problemerne meldte sig. Godt nok havde vores kajakker ikke flyttet sig ret meget, men det havde isen. Vi lå ikke mere i kanten, men ca. 20 meter inde - og jeg lå med næsen ind i isen - og med den bagende, som en SKIM kajak har var det simpelt hen ikke muligt at bakke ud. Fremad var det ikke ret meget bedre. Jeg kunne godt komme frem, men at dreje kajakken var ikke muligt, og det var ikke bare tungt, det var meget tungt at komme frem. For nu var isen ikke bare noget, åren kunne skære sig igennem. Nu var isen flager, som man skulle finde vand imellem - ellers var der ikke nogen mulighed for at komme frem.

Inde ved land i det åbne vand måtte makkeren vente, og der gik lang tid, for kajakken drejede nu med maksimalt en centimeter per åretag - noget af en cirkel. Ca. 100 - 150 meter ude sejlede vi igen parallelt - og heldigvis kom der igen huller i ismassen og klar vand at ro i.


..og isen bevæger sig hele tiden
Tilbage ved Ishøjmolen var der ikke mere is. Og resten af vejen hjem til Brøndby havn sejlede vi i for det meste i klart vand - og modvind, med solen ind fra højre. Det gav anledning til en anden lille pudsig oplevelse - i solsiden så alting ud som normalt, med vanddråber, der løb ned af siden. Men i venstre side og i skyggen var alt glaseret, liner, pagajer og kajak, ligesom vores tørdragter var overstået med frosne dråber fra det vand, som blev blæst af pagajerne. Flot at se på, men da egentlig også noget tankevækkende, is vejer jo også en del.

Vi fik rullet i havnehullet - vi kom tilbage til klubhuset, og så var det lige vi opdagede, at den paddelfloat, vi havde taget med ikke kunne åbnes, for isen forhindrede os i at åbne den. Godt, at det ikke var i dag vi havde brug for den!

Isvand er flot og dejligt, men er også noget lumsk. Så pas på derude - indtil foråret rigtig slår igennem.