Planen var lagt af Ralf, som desværre var
nødt til at melde afbud. Men alt andet klappede perfekt. Vejret var fantastisk
til sådan en tur, vind mellem 0 – 4 sekundmeter, klar blå himmel og formidabel
sigtbarhed, så Finn og jeg så frem til en god dag, da vi mødtes i klubben
klokken 7:15.
Kajakkerne kom på taget og af sted mod
Kajakhotellet, hvor der allerede var gang i aktiviteterne; et EPP2
instruktørkursus. Hvor tager det lang tid at pakke kajak og gøre sig klar, når
nu vandet ligger lige der? Men klokken 8:03 gik vi endelig ud gennem indsejlingen og retningen
var ØST. Var så optaget af se ud mod sejlrenden, at jeg glemte at se tilbage –
for at kunne få en stedkending.
Passage
af sejlrenden
Så var det lige, at jeg ikke kunne få øje
på en eller flere grønne bøjer. De ville ellers være gode markeringer af, hvor
sejlrenden begyndte, et sted, som vi kunne holde os inden for, indtil der var
fri bane. Og det blev mere og mere klart for os, at det var et vigtigt punkt.
For de to skibe, som i første omgang så ud som om de var laaangt væk, var
allerede meget tæt på, og 2 nye skibe var også dukket op og nærmede sig
hurtigt. På den ene side ville vi gerne så tæt på sejlrende som muligt, men på
den anden side havde vi heller ikke lyst til at ligge lige op og ned af skibene
og blive ramt af et brusende kølvand. Så vi listede os af sted – og lod alle
skibe passere i god afstand, og kølvandet bliv ikke noget problem. Til sidst
var der kun ét skib et godt stykke væk, så vi satte fart på over mod Saltholm,
idet vi sigtede efter en rød bøje en lille kilometer væk. Det var en smule
angstprovokerende hele tiden at kigge til høje og se stævnen af skibet i de
fjerne pege lige mod vores små kajakker, så undervejs satte vi farten i vejret,
og endelig var der ingen tvivl, skibet havde retning bag os, og den røde bøje
blev passeret, så nu var vi igen i fredfyldt farvand. Men der gik faktisk ikke
ret lang tid, før det grønne skib passerede bag os med en lille distinkt
bovbølge som sendebud.
Saltholm
Allerede
da vi rettede kursen ind efter den røde bøje blev kursen lidt mere nordlig og
nu kunne vi se havnen på Saltholm komme nærmere, så vi besluttede os at gå ind
der, dels for at strække ben og slå streger, og dels for at få en ”ø” til på
scorekortet. Fin lille havn, med masser af skilte om, at fortøjning var
forbudt, men vi fortøjede ikke, trak i stedet kajakkerne op på et lille stykke
strand. Oppe på land var der faktisk også fine informationstavler om ophold på
øen, hvor det er helt forbudt, hvor det er tilladt en del af året, og hvor det
er ok at opholde sig på øen. Men lige da jeg var i gang med at slå en streg kom
en firehjulet scooter kørende – og vi tænkte på, at nu blev vi sikkert smidt
ud. Det var slet ikke tilfældet, han hilste pænt goddag og gik om bord på en lille
fiskekutter.
Flakfortet
Vi
skulle også videre og lagde kursen ret nord mod Flakfortet, der oprindeligt
blev benævnt Saltholm Flak Fort, og efter en stund med meget lavt vand gik det
af sted igen med omkring 2 – 3 meter under os. Da vi nærmede os fortet kom et
større sydgående skib, men vi kunne ikke se nogen sømærker, så det var svært at
afgøre, hvor sejlrenden egentlig var. Vi lod skibet passere foran os, og strøg
så videre mod fortet og i dækning. 11 kilometer tilbagelagt på knapt 2 timer.
Længst
inde til højre for indsejlingen og efter at have passeret under en lille bro
fra øen over til ydermolen, lå en ponton som passede fint til kajakker. Vi steg
ud og op af trappen op på en af kanonstillingerne, hvor vi nød den storslåede
udsigt og Finns gode kaffe. Mod syd over Saltholm med broen i baggrunden, ind
mod Københavns havn og de store krydstogtskibe mod vest, mod Barsebäck og Malmø
mod øst, og endelig mod nord til Hven og Helsingør, hele turen værd.
Tilbage
ved kajakkerne kom et par forbi og ville høre mere om de der små fartøjer, som
”godt nok var kommet langt ud på det store vand”. Vi forklarede kajakkernes
sødygtighed, og at de kunne være ganske rolige. Hyggeligt at møde venlig
imødekommende nysgerrighed, det er en god måde at møde nye mennesker og lære
mere om denne verden.
Vi
tager til MiddelgrundenDet var meningen, at vi skulle fortsætte ind til havnen og så langs Lynetten ned til
Kajakhotellet, men Finn ville gerne have ”alle 3” – og nu hvor vejret var til
det, satte vi kursen mod Middelgrundsfortet. Nu var der igen en del trafik, men
denne gang var det mest lystfartøjer, så det gav ikke de store problemer.
Fremme
ved fortet møder vi ved indsejlingen et stort skilt med PRIVAT, og knapt er
snuden af kajakken kommet ind i inderhavnen, før vi bliver råbt an af en
overvægtig kvinde ved en tøjsnor på en motorbåd, med samme klare besked
”PRIVAT”, ”PRIVAT”, ”PRIVAT”. Her var der hverken imødekommenhed eller
nysgerrighed – så vi vendte kajakkerne og satte kursen mod øst.
Trekroner
fortet
Kursen
blev lagt ind mod Trekroner Fortet, der ligger ved indsejlingen til Københavns
Havn. Igen var vi i sejlrenden, og igen blev vi passeret at større skibe. Vi
sigtede til højre, selve indsejlingen – men da vi kom nærmere blev vi mødt af
et skilt, hvor der stod, at sejl- og motorbåde skulle anvende Lynetteløbet som
indsejling til havnen. Men vi var jo ”kajakker” af den dovne slags, så vi
listede rundt om hjørnet med de mest nydelige forror.
Trekronerfortet
er meget indbydende. Flot istandsat med både restaurant og cafe. Vi drejede til
højre og cafeen og der bestilte i en tallerken med charcuteri og ost. Den lod
godt nok vente på sig, men vi sad der i solen og nød tilværelsens uendelige
lethed. Omkring 19 kilometer tilbagelagt – så Finns forslag om at tage turen
gennem havnen til klubben, ca. 19-20 kilometer, lød ikke helt ude i hampen. Vi
kunne jo altid efterfølgende hente min ved Kajakhotellet.
Endelig
kom maden, og det var absolut ventetiden værd. Det smagte godt og vi blev mætte
– så mætte, at vi end ikke overvejede isen.
Der
vil jeg gerne tage hen igen, og på vej ud mødte vi en større flok kajakker, der
lagde til langs molen på til venstre for indsejlingen. Der går også
havnerundfartsbåde derud.
Gennem
Københavns Havn
Så
vi valgte at lege turister på havnerundfart. Kongeskibet manglede, men til
gengæld var der flere store Krydstogtsskibe, der får Oslofærgerne til at ligne
småbåde. Så en tur forbi Den Lille Havfrue, der blev fotograferet fra bagsiden,
så tilskuerne og deres kameraer er lige i forgrunden. Under broen ved
Skuespilhuset, der måske aldrig bliver gjort færdig, et kig ind i Nyhavn og så
lagde vi ind til Kayakrepublic og ”kajak bar” ved Børsen. Her blev det til
kaffe sammen med de unge, smukke og smarte, inden vi igen satte os i kajakkerne
og fortsatte mod Brøndby Ro- og Kajakklub.
Vandet
i havnen var noget mere oprørt, end ude i Øresund. Mange små og større motorbåde
drønede frem og tilbage. På den nye ”Bølge” ved Nykredit sad pigerne i
badedragter og det, der var mindre, og så på drengene, som sværmede rundt uden
for i motorbådene.
Vi
”overlevede” og nød livet, men tag dig i agt, hvis du sejler mod syd i højre
side. Efter Fisketorvet er der et par rigtig store betonklodser, der ligger
lige i overfladen eller 5-10 centimeter under! Grimt, at lande på sådan en sag.
Lige
efter bådebroerne ved Sydhavnen trak vi over i venstre side, så vi lå i læ af
Amager for den sydlige vind, der var kommet til. Pludselig så vi ret forude en
motorbåd, der ændrede kurs direkte ind mod land. Og den fortsatte, lige til der
dukkede en mand op, som greb rattet. Men det var for sent, båden havde gjort et
hop og stod nu på grund 2 meter fra molen. Da vi kort efter passerede ham, var
han ok, og mente nok, at han selv kunne få båden løs igen.
Resten
af turen var velkendt, vi fik noget mere vind og kunne nærmest surfe forbi
vindmøllerne – og ind i Brøndby Havn. 39 kilometer på en herlig sommerdag, i
godt selskab og med masser af gode indtryk. Hvad kan man forlange mere.