3 forter og en tur gennem havnen

Planen var lagt af Ralf, som desværre var nødt til at melde afbud. Men alt andet klappede perfekt. Vejret var fantastisk til sådan en tur, vind mellem 0 – 4 sekundmeter, klar blå himmel og formidabel sigtbarhed, så Finn og jeg så frem til en god dag, da vi mødtes i klubben klokken 7:15.

Kajakkerne kom på taget og af sted mod Kajakhotellet, hvor der allerede var gang i aktiviteterne; et EPP2 instruktørkursus. Hvor tager det lang tid at pakke kajak og gøre sig klar, når nu vandet ligger lige der? Men klokken 8:03 gik vi endelig ud gennem indsejlingen og retningen var ØST. Var så optaget af se ud mod sejlrenden, at jeg glemte at se tilbage – for at kunne få en stedkending.

Passage af sejlrenden
Så var det lige, at jeg ikke kunne få øje på en eller flere grønne bøjer. De ville ellers være gode markeringer af, hvor sejlrenden begyndte, et sted, som vi kunne holde os inden for, indtil der var fri bane. Og det blev mere og mere klart for os, at det var et vigtigt punkt. For de to skibe, som i første omgang så ud som om de var laaangt væk, var allerede meget tæt på, og 2 nye skibe var også dukket op og nærmede sig hurtigt. På den ene side ville vi gerne så tæt på sejlrende som muligt, men på den anden side havde vi heller ikke lyst til at ligge lige op og ned af skibene og blive ramt af et brusende kølvand. Så vi listede os af sted – og lod alle skibe passere i god afstand, og kølvandet bliv ikke noget problem. Til sidst var der kun ét skib et godt stykke væk, så vi satte fart på over mod Saltholm, idet vi sigtede efter en rød bøje en lille kilometer væk. Det var en smule angstprovokerende hele tiden at kigge til høje og se stævnen af skibet i de fjerne pege lige mod vores små kajakker, så undervejs satte vi farten i vejret, og endelig var der ingen tvivl, skibet havde retning bag os, og den røde bøje blev passeret, så nu var vi igen i fredfyldt farvand. Men der gik faktisk ikke ret lang tid, før det grønne skib passerede bag os med en lille distinkt bovbølge som sendebud.

Saltholm
Allerede da vi rettede kursen ind efter den røde bøje blev kursen lidt mere nordlig og nu kunne vi se havnen på Saltholm komme nærmere, så vi besluttede os at gå ind der, dels for at strække ben og slå streger, og dels for at få en ”ø” til på scorekortet. Fin lille havn, med masser af skilte om, at fortøjning var forbudt, men vi fortøjede ikke, trak i stedet kajakkerne op på et lille stykke strand. Oppe på land var der faktisk også fine informationstavler om ophold på øen, hvor det er helt forbudt, hvor det er tilladt en del af året, og hvor det er ok at opholde sig på øen. Men lige da jeg var i gang med at slå en streg kom en firehjulet scooter kørende – og vi tænkte på, at nu blev vi sikkert smidt ud. Det var slet ikke tilfældet, han hilste pænt goddag og gik om bord på en lille fiskekutter.

 

 

 

 

Flakfortet Vi skulle også videre og lagde kursen ret nord mod Flakfortet, der oprindeligt blev benævnt Saltholm Flak Fort, og efter en stund med meget lavt vand gik det af sted igen med omkring 2 – 3 meter under os. Da vi nærmede os fortet kom et større sydgående skib, men vi kunne ikke se nogen sømærker, så det var svært at afgøre, hvor sejlrenden egentlig var. Vi lod skibet passere foran os, og strøg så videre mod fortet og i dækning. 11 kilometer tilbagelagt på knapt 2 timer.

Længst inde til højre for indsejlingen og efter at have passeret under en lille bro fra øen over til ydermolen, lå en ponton som passede fint til kajakker. Vi steg ud og op af trappen op på en af kanonstillingerne, hvor vi nød den storslåede udsigt og Finns gode kaffe. Mod syd over Saltholm med broen i baggrunden, ind mod Københavns havn og de store krydstogtskibe mod vest, mod Barsebäck og Malmø mod øst, og endelig mod nord til Hven og Helsingør, hele turen værd.

Tilbage ved kajakkerne kom et par forbi og ville høre mere om de der små fartøjer, som ”godt nok var kommet langt ud på det store vand”. Vi forklarede kajakkernes sødygtighed, og at de kunne være ganske rolige. Hyggeligt at møde venlig imødekommende nysgerrighed, det er en god måde at møde nye mennesker og lære mere om denne verden.

 

Vi tager til MiddelgrundenDet var meningen, at vi skulle fortsætte ind til havnen og så langs Lynetten ned til Kajakhotellet, men Finn ville gerne have ”alle 3” – og nu hvor vejret var til det, satte vi kursen mod Middelgrundsfortet. Nu var der igen en del trafik, men denne gang var det mest lystfartøjer, så det gav ikke de store problemer.

Fremme ved fortet møder vi ved indsejlingen et stort skilt med PRIVAT, og knapt er snuden af kajakken kommet ind i inderhavnen, før vi bliver råbt an af en overvægtig kvinde ved en tøjsnor på en motorbåd, med samme klare besked ”PRIVAT”, ”PRIVAT”, ”PRIVAT”. Her var der hverken imødekommenhed eller nysgerrighed – så vi vendte kajakkerne og satte kursen mod øst.

Trekroner fortet

Kursen blev lagt ind mod Trekroner Fortet, der ligger ved indsejlingen til Københavns Havn. Igen var vi i sejlrenden, og igen blev vi passeret at større skibe. Vi sigtede til højre, selve indsejlingen – men da vi kom nærmere blev vi mødt af et skilt, hvor der stod, at sejl- og motorbåde skulle anvende Lynetteløbet som indsejling til havnen. Men vi var jo ”kajakker” af den dovne slags, så vi listede rundt om hjørnet med de mest nydelige forror.

Trekronerfortet er meget indbydende. Flot istandsat med både restaurant og cafe. Vi drejede til højre og cafeen og der bestilte i en tallerken med charcuteri og ost. Den lod godt nok vente på sig, men vi sad der i solen og nød tilværelsens uendelige lethed. Omkring 19 kilometer tilbagelagt – så Finns forslag om at tage turen gennem havnen til klubben, ca. 19-20 kilometer, lød ikke helt ude i hampen. Vi kunne jo altid efterfølgende hente min ved Kajakhotellet.

Endelig kom maden, og det var absolut ventetiden værd. Det smagte godt og vi blev mætte – så mætte, at vi end ikke overvejede isen.

Der vil jeg gerne tage hen igen, og på vej ud mødte vi en større flok kajakker, der lagde til langs molen på til venstre for indsejlingen. Der går også havnerundfartsbåde derud.

Gennem Københavns Havn

Så vi valgte at lege turister på havnerundfart. Kongeskibet manglede, men til gengæld var der flere store Krydstogtsskibe, der får Oslofærgerne til at ligne småbåde. Så en tur forbi Den Lille Havfrue, der blev fotograferet fra bagsiden, så tilskuerne og deres kameraer er lige i forgrunden. Under broen ved Skuespilhuset, der måske aldrig bliver gjort færdig, et kig ind i Nyhavn og så lagde vi ind til Kayakrepublic og ”kajak bar” ved Børsen. Her blev det til kaffe sammen med de unge, smukke og smarte, inden vi igen satte os i kajakkerne og fortsatte mod Brøndby Ro- og Kajakklub.

Vandet i havnen var noget mere oprørt, end ude i Øresund. Mange små og større motorbåde drønede frem og tilbage. På den nye ”Bølge” ved Nykredit sad pigerne i badedragter og det, der var mindre, og så på drengene, som sværmede rundt uden for i motorbådene.

Vi ”overlevede” og nød livet, men tag dig i agt, hvis du sejler mod syd i højre side. Efter Fisketorvet er der et par rigtig store betonklodser, der ligger lige i overfladen eller 5-10 centimeter under! Grimt, at lande på sådan en sag.

Lige efter bådebroerne ved Sydhavnen trak vi over i venstre side, så vi lå i læ af Amager for den sydlige vind, der var kommet til. Pludselig så vi ret forude en motorbåd, der ændrede kurs direkte ind mod land. Og den fortsatte, lige til der dukkede en mand op, som greb rattet. Men det var for sent, båden havde gjort et hop og stod nu på grund 2 meter fra molen. Da vi kort efter passerede ham, var han ok, og mente nok, at han selv kunne få båden løs igen.

Resten af turen var velkendt, vi fik noget mere vind og kunne nærmest surfe forbi vindmøllerne – og ind i Brøndby Havn. 39 kilometer på en herlig sommerdag, i godt selskab og med masser af gode indtryk. Hvad kan man forlange mere.