mandag den 2. december 2013

Hvordan skal jeg kante i en surf?

Vi var ved Sejerøbugten med pålandsvind og fine bølger – med havkajakkerne, så skulle der surfes.
Det gik i og for sig også ganske godt – en rigtig lang tur, hvor alt gik op i en større enhed, bagror, bølge og retning, og så, som sædvanligt en række ture ind, hvor det ikke helt lykkedes alt sammen.

To gange måtte jeg også en tur i vandet – første gang på så lavt vand, at jeg var nødt til at stå ud, anden gang rullede jeg op til samme side. Begge gange gik det galt i venstre side. Hvorfor det? Ikke fordi jeg kom på tværs, mere fordi jeg lænede mig ud, der hvor der ikke var noget vand at støtte sig til – og så skal det jo gå galt. Men hvad var det så, jeg havde gjort forkert, og er det noget, som jeg kan gøre noget ved.
Jeg blev enig med mig selv om, at det måtte være et spørgsmål om at kante kajakken rigtigt. Så jeg spurgte de andre om, hvilken vej de kantede? Enighed om, at de kantede ind mod pagajen – for så var der balance.

Siden har mit hoved rumlet rundt med tanker – og nettet er blevet flittigt anvendt til søgninger om dette emne, ligesom min bog, ”Sea kayak handling”, er blevet flittigt konsulteret.  Lad os starte der. For om bagror hedder det (det er min egen uautoriserede oversættelse):
Kantning ved bagror
Kantning af kajakken, når den er i bevægelse kan have stor effekt, når du drejer kajakken. Ved at anvende både kantning og bagror opnår du meget bedre kontrol over din kajak, særligt hvis du anvender bagror til at ændre retning.
 
  • Kante væk fra bagror – kant kajakken sikkert væk fra pagajsiden (løft højre knæ i pagajsiden).
  • Dette vil være nok til i sig selv at dreje kajakken til højre til pagajsiden.
  • Kombiner med tilpasset drejende bagror for at øge effekten. Det kan både være vinkling væk fra kajakken med pagajbladet eller ved at skubbe pagajbladet væk.

  • Kante ind mod bagror – kant kajakken sikkert ind mod pagajsiden (løft venstre knæ i den modsatte side).
  • Dette vil i sig selv være nok til at dreje kajakken til venstre væk fra pagajen.
  • Kombiner med tilpasset drejende bagror for at øge effekten. Det kan både være vinkling ind mod bagenden af kajakken med pagajbladet eller ved at trække pagajbladet ind mod bagenden.[i]

Altså højre knæ op, kajakken drejer til højre, venstre knæ op, kajakken drejer til venstre. Men det kunne se ud som om, der gælder andre vilkår ude i surfen. På nettet har jeg fundet denne beskrivelse (igen min egen uautoriserede oversættelse)[ii]
"Når du først er oppe I fart og bliver båret afsted på bølgens "ansigt", så skal du, hvis du ønsker at fortsætte lige ud af bølgen, blive ved med at læne dig tilbage med et bagror til en af siderne og samtidig kante op i den modsatte side. Når du anvender bagror i en af siderne, vil du normalt dreje din kajak mod den side, som din pagaj befinder sig på. Men hvis dit mål er at fastholde en kurs lige ud og ned af bølgen, så må du nødvendigvis presse dit modsate knæ op mod dækket for kante til den modsatte side. På flat vand ville denne kantning medføre et drej mod den høje side af kajakken. Men på forkanten af bølgen vil disse to lige  - men modsat rettede kræfter i sammenhæng gøre det muligt for dig at bevæge dig lige ud i bølgens retning."


Det kunne altså se ud til, at rådet om at kante ind mod pagajen både giver balance og udligner kraften fra bølgen og effekten af bagroret. Men så er det, at Björn Thomasson[iii] komme ind i billedet – han advarer imod at surfe med ror og anbefaler i stedet:

"Vil du I stedet for (mere fart) holde i gen, lader du pagajbladet plane på vande på den side, som du vil dreje til, vinkle bagkanten og lægge vægt på bladet. Så svinger kajakken med god kontrol (bagende er let at flytte) samtidig med, at du har en god støtte i pagajen. Et bagror fungerer også godt."

Har du erfaring eller kommentar - så fyr endelig løs. 



[i] ”Sea kayak handling”; Doug Cooper, side 69
[ii] Article from Sea Kayaker‘s Online Article Archive, issue 142, June 2011 by Gregg Berman/Photos by Anders Landin
[iii] Fra http://www.thomassondesign.com/paddla/kajakpaddling/vind-och-vagor

Ingen kommentarer:

Send en kommentar