fredag den 10. juli 2015

Møns klint en sommerdag

Så kom der endelig en weekend, hvor vejrudsigten hele vejen igennem holdt. Så vi pakkede sydfrugterne og drog til Mønbroens Kajakhotel fredag aften - og nåede der at få en snak med deltagerne i "Open Møn Maraton 2015", der blev sat i gang lørdag morgen klokken 05:00.

Vores planer var ikke helt klare, men efterhånden som vejrudsigten blev mere og mere sikker, blev vi enige om, at det var den lørdag, hvor vi skulle rundt om Møns Klint, og sådan blev det. Klokken 10:00 efter et sødt besøg hos bageren i Stege, satte vi i vandet lidt før Møn fyr og roede mod uret mod klinten.


Og det blev en dejlig dag - med de mest spektakulære syn - skal vi ikke bare lade billederne fortælle resten.




Efter sådan en dag, 26 kilometer panoramakig, er man helt mæt af indtryk - og sover godt om natten.

tirsdag den 7. juli 2015

Nye kajakker - samme form

Skrev tidligere om den nye kajak, North Shore Atlantic LV PE, som jeg købte til at lege i bølgerne med.

Lovede dengang, at jeg løbende ville sammenligne med min SKIM kajak. Det fik jeg aldrig gjort - mest fordi, jeg ikke fik roet i SKIM'en. Føler mig mægtig tryg i North Shore kajakken, særligt i hårdt vejr med store bølger - den har nu være 2 gange på vandet ved Vesterhavet - og det er gået forrygende.

Så nu er min SKIM Differ solgt - lidt med tungt hjerte, for her i weekenden så jeg deltagerne drage af sted på turen Møn rundt - og det kriblede lidt i fingrene at drage af sted i den slanke og hurtige kajak - uden vind og på helt roligt vand. Men ingen kajakker favner alle dicipliner - jeg satser nok i virkeligheden mere på bølger og leg, end lange ture i roligt vand.

Derfor har vores 2 nye kajakker, som vi lige har bestilt, samme form. Det bliver en Pilgrim og en Romany Clasic. Vi glæder os til, de bliver leveret.

tirsdag den 23. juni 2015

Til Mandø i kajak

Dan er en af mine store stjerner.

Få timer efter vi i 2013 havde spurgt ude på nettet om hjælp til at ro ved Esbjerg, stillede han op og tog i mod os med åbne arme. Og siden har vi holdt kontakten ved lige, ikke mindst ved de årlige træf med Havkajakroerne.

Så, da Dan nævnte, at han ville arrangere en tur til Mandø fra Esbjerg i juni 2015, slog jeg straks til og meldte os (Hanne og Ivan) til. I ugen op til turen blev vejrudsigten for ulden til, at Hanne havde lyst til at padle rundt i Vesterhavet - så hun meldte fra, men heldigvis fik Jacob og jeg i stedet stablet fælleskørsel på benene. Fint at være to i bilen, når man skal køre langt.

Da vi ankom havde Dan sørget for pizza, og klokken 20:00 var vi klar til briefing. Vi var 15 i alt - heraf 4 fra Esbjerg, og skulle af sted lørdag morgen - senest klokken 8:00, for at ro ud med faldende tidevand. Morgen mad var klar klokken 7:30.

Afgang Esbjerg 8:00
Sov fint i træningshallen med de mange romaskiner - og vi kunne stå op til en dag med let solskin og omkring 8 s/m vind fra nordvest. Slæbte de læssede kajakker over vejen og ned til bådebroen med en trailer, og så gik det ellers der ud af -  når strømmen er med, så kommer hastigheden hurtigt højt op, i forhold til det, jeg er vant til.

Allerede i Grådyb så vi de første sæler, der kredsede nysgerigt rundt om vores kajakker.

Rundt om hjørnet ved "Søren Jessens Sand" styrede Erik os gennem renden, og så var vi i Vesterhavet med vind og bølger bagfra ind i venstre side. Nu aftog strømmen, og vi skulle selv arbejde for fremdriften.

Fanø Bad 10:00
Første pause var aftalt ved Fanø Bad, hvor vi surfede ind gennem brændingen og der på stranden kunne se på de mange drager, der var sat op i anledning af Dragefestivallen.

Ud kom vi også, og så gik det ellers sydover med vind og bølger i ryggen. Vinden tiltog, bølgerne vokser og nede ved Galgerev - ved Fanøs sydlige ende - kom vi ind i en god gang brænding med bølger på en meter og derover, der brød ind over kajakker ned. To kajakker kæntrede, men det gav ikke anledning til nogen panik, hurtige indgreb, tømning af kajakker, så tilbage på sporet.

Peter Mayers Sand klokken 12:30
Vi fik reddet os ind i renden Galgedyb til Peter Meyers Sand, og der lå der mange sælger og solede sig, indtil vi nærmede os - så gik de i vandet og flugte os fra tæt hold. Et stykke nede trak vi kajakkerne på land - godt langt op, og så blev der dømt frokost. Vi havde god tid, for på den videre færd var det nødvendigt med lidt mere vand.

Halvanden times tid - roligt og afslappende, inden vi igen gik i kajakkerne igen og roede sydover - først skulle vi ud til bøje 8 - og så finde renden ind til Mandø. Det var ikke helt nemt, og måske hedder de "Vadehavet" - fordi man vader gennem lavvandet med kajakken på slæb? Nej, det er ikke sådan fik vi Københavnere hurtigt besked på. Vi fandt bøjen, og nu gik jagten ind på renden - der ikke sådan var lige til at få øje på, men til sidst lykkedes det at fange nogle af de små bladløse birketræer, der var banket ned på kanten af nogle smalle sejlløb - vi var på vej.

Mandø klokken 16:30
Fik hurtigt øje på øen, men den direkte vej var ikke mulig - vi skulle uden om i en stor bue - men så kom vi endelig ind langt og roede det sidste stykke langs træindhegningerne ind mod strandengen.
I land tog Dan og Jacob straks op i byen - vi andre steg ud af vores svedige tørdragter, så vi var klar til at slå teltene op neden for den yderste klitrække - med den flotteste udsigt over vandet, og ikke mindst både til en en musende musvåge og kort tid efter en spurvehøg i den lave eftermiddagssol.





Sct. Høns fest klokken 18:00
Omklædte og med penge på lommen vandrede vi så op i byen for at deltage i sct. Høns festen - jordstegt lam med kartoffelsalat og brød - dertil godt øl og underholdningen stod "Capstan" fra Esbjerg - et pragtfuldt herrekor, hvor glæden og entusiamen så langt overtrumfede al modstand.
Flot arrangement - dejlig aften - der sluttede med fællessang ved bålet - godt skuldret af de 35 fastboende på øen.

Tidevandet bestemmer - afgang 7:00
Tilbage i teltlejren var der stadig lidt lys tilbage på himlen - og de mest friske satte sig til rette med en flaske, men vi andre, gamle, hurtigt sov ind til en stille summen af stemmer, ind i mellem afbrudt af venlig latter. Væggeuret var sat på 05:00 - for vi skulle afsted klokken 7:00 - med højvandet ud.

Og det lykkedes, klokken 6:59.23 sad alle i kajakkerne - klar til at sejle ud i det helt stille og spejlblanke vadehav.

Vi fulgte birketræerne ud, sælerne holdt fint øje med os - og fik lige en snært af sideværts strøm ud mod bøje 8. Denne gang gik vi venstre om Peter meyers Sand, og dernæst hurtigt ind til Fanø - til en kort tisse- og kaffepause. Sjovt som vandet var forandret - helt stille, næsten ingen bevægelse.


Ingen is til dragefestivallen - 12:30
Der skete ikke meget resten af vejen op til Fanø Bad, hvor vi gik i land, både for at spise frokost og for at afvente mere vand i renden ind til Grådyb. Solen kom frem, og med den også noget blæst. Så der blive også tid til at gå rundt og se nærmere på de mange flotte drager på stranden - hvoraf en stor del var tyske. Ishuset var - mod enhver sund logik - lukket, synd, for med alle de mennesker, der var på stranden, var der kunder nok.

Afgang - vandet stiger
Pludselig begyndte vandet at stige op til vore kajakker - vores landtange var ved at komme under vand - tiden var kommet til at tage af sted igen. Men Lene gik rundt oppe i byen - heldigvis med telefon, så hun kunne kontaktes.

Det var nemt at komme ud - kunne bare sætte sig i kajakken og vente på, at vandet steg.

Tilbage igen 14:30
Vi gik tilbage i venstre side af Grådyb - her kommer skibene hurtigt - og inde i havnen blev kajakkerne pakket på taget, og vi fik sagt pænt farvel og på gensyn, inden turen gik tilbage mod Sjælland. Godt at have Jacob med i bilen, hans snorken kunne sagtens holde mig vågen.

Sådan en weekend er ren balsam for sjælen - de mange timer på vandet, ind i mellem under lidt vanskelige forhold, fjerne tankerne fra hverdagens spekulationer og den friske luft giver god nattesøvn og flere kræfter fremover.









Øerne


Besøgte øer - alfabetisk
Amager
Askø
Birkholm
Bogø
Drejø
Elleore
Eskilsø
Fanø
Femø
Fejø
Flakfortet
Fyn
Fænø
Fænø Kalv
Halmø
Hirsholm (Hirsholmene)
Iholm
Mandø
Mejlø
Milos - Grækenland
Nyord
Ringøen ved Boserup
Romsø
Rågø
Rågø Kalv
Saltholm
Sjælland
Skarø
Storeholm ved Ristinge
Strynø
Thurø
Trekroner Fortet
Tyreholm ved Nyord
Tærø
Tåsinge
Ærø
Besøgte den 22. juni 2015
36

torsdag den 19. marts 2015

Kajakkere på ski

Uge 10,
skal bruges til at stå på ski

Tja, nu er det under alle omstændigheder 2. år vi forsøger os, og det blev igen en succes. Denne gang gik turen til Valloire i Frankrig med Danski. Jeg havde lokket med god mad og flotte pister - og værelsesstandard, der ikke er til så mange stjerne - og det holdt.

Vi havde 4 dage, hvor vejret var 5-stjernet, sneen perfekt og udsigterne helt fantastiske. 1 dag med regn og en dag med tåge - men vi kørte alle dage, nogle dage over 70 kilometer (inklusiv lifter) og med hastigheder over 60-70 kilometer, lidt hurtigere end vi kan få vores kajakker op på.

3 retter menu hver aften - med et godt glas rødvin, det eneste det kneb med var at holde sig længe oppe, solen bed i kinderne og øjnene blev hurtigt tunge. Til gengæld var vi hurtigt ude af fjedrene og nogle af de første op på løjperne om morgenen.

Dejligt at kajakverdenen også kan være med til, at vi kan møde andre, og sammen udforske nye elementer - tak til Søren, Christian og Jens for en dejlig uge - jeg er frisk på uge 10 i 2016.



torsdag den 22. januar 2015

Ny kajak - en anden form

Jeg er meget glad for min SKIM kajak, som opfører sig eksemplarisk på de lange ture, med masser af oppakning - der glider den let gennem vandet og gør det nemt for mig at følge med langt stærkere roere over lange distancer.

Men jeg må også indrømme, at min teknik p.t. ikke er så god, at det er en fornøjelse at tumle i 10 - 12 sekundmeter og bølger over 1 meter - og helt galt gik det en dag i Køge havn, hvor jeg ikke selv bestemte, hvilken vej kajakken sejlede. Ikke rart.

Og når man så går og pusler med tanken om en EPP4, så harmonerer det ikke at have en kajak, der ikke er til bølger, så noget måtte der gøres, og det blev så til en ny kajak. En North Shore Atlantic LV.

Den opfører sig fint i bulet vand, drejer, når jeg beder den om det, kan tåle skrammer og rå behandling og opfylder således netop det behov, som lige nu er mest påtrængende for mig. Til gengæld har den nogle helt klare mangler: den er tung på lange ture, har begrænset plads til baggage og er nok også noget mere vindfølsom på grund af den høje overbygning.

På den måde er de to kajakker et fint eksempel på, hvor store forskelle der er på vores kajakker, deres form og de behov, som hver enkelt kajak opfylder.

Jeg vil løbende forsøge at sammenligne det to kajakker og deres gode/dårlige sider - og der skal nok også komme et billede på den nye "baby", når jeg en dag kommer på vandet i dagslys.


 
SKIM DIFFER
NORTH SHORE ATLANTIC LV
Materiale
Glasfiber/carbon
PE (Polyethylene)
Længde
535 cm
485 cm
Bredde
51,5 cm
55 cm
Siddedybde
19 cm
 
Vandlinje
485 cm
 
Form
let v-form, markante spring
let v-form, markante spring, bløde knækspant
Vægt
20,5 kg
23,5 kg
Volumen for
80 liter
35 liter
Volumen cockpit
140 liter
145 liter
Volumen dagrum
40 liter
20 liter
Volumen agter
60 liter
37 liter
Total volumen
320 liter
237 liter

mandag den 10. november 2014

2014 Gensyn med Orust

Orust er en svensk ø, et stykke nord for Göteborg, Sveriges tredjestørste. Vi var rundt i 2012, men sidste år kom jeg ikke med, for det var midt i vores ferie. I år passede det bedre, så i de sidste dage af august var vi 6 fra klubben, der tog de næsten 400 kilometer nordover for at sejle rundt om Orust.

Fredag
Denne gang ville vi gerne helt op til Lysekil den første dag, så der blev roet - og også selv om solen var fremme og vinden var med os, så føles 52 kilometer langt, når det gennemføres med få pauser og et stædigt pres om at nå frem, inden lyset helt forsvinder. Fik til gengæld en fin oplevelse med den nye pulvermad - og vi hyggede os fælt på Småholmarna - med den fine udsigt til både morgen og aftensolen.

Lørdag
Morgensol var der dog ikke tale om dag 2, for det var var gråvejr og fra det tidspunkt vi satte os i kajakkerne, blev det til regnvejr. Vinden var nu mod os, og det flotte stykke ned mellem Skaftø og fastlandet nord for Orust lå hen i dis. Vi kunne godt se, at her var flot, men givet er det, at det ville have være en større oplevelse, hvis solen havde været fremme. Langsomt bevægede vi os nordover, kommer igennem det lave vand ved Kalvøen og runder Vindöen, men vi har stadigvæk modvind, og bedre bliver det ikke ned mod Svanesund, hvor vi går i land og overnatter på Grøta Holmen lige under højspændingsledningerne. Det er stadig fugtigt, så godt at Steen har den gode tarp med, som vi kan sidde under alle sammen.

Søndag
Det er klaret op, solen næsten titter frem og vinden er med os - så nu er det ingen sag at komme af sted ned mod Almo i en fin surf. Så er der bare lang vej hjem, og denne gang blev det ikke bedre af, at der var kommet så meget regn, at motorvejen rundt om Malmø stod under vand.

Men Orust kan godt vente at få besøg igen.

mandag den 27. oktober 2014

Efterår i det Sydfynske


Vi var 9, og så blev vi 8, også ..

- ja, men de 5 af os, som kom af sted fra Ballen havn fredag over middag kunne nyde den friske modvind - sådan som vi gik ret syd med tagen fra Skarø på vores venstre side.

8 - 10 sekundmeter ret imod, så der blev vippet en del op og ned, selv om de godt læssede kajakker faktisk ligger meget stabile i vandet.

Og så er det stadig en glæde for mig at kunne konstatere, at vi selv med meget modvind er i stand til at komme frem - ikke hurtigt, men sejt i et langtrækkende gear 4 - 5 kilometer i timen. Det er her den gode teknik kommer til sin ret, det er her, det betyder noget, om kroppen bliver brugt - eller om det kun er armene, der trækker. Og vi kom alle frem til Drejø gamle havn inden det blev mørkt, fik slået teltene op og kunne så bevæge os til et velfortjent måltid ude hos Bodil, der også brygger øl og vin.

Bagefter blev vi nødt til at tage kaffen ved den gamle havn, for Gert havde snaks med, som vi var alt for mætte til at spise - men gjorde det alligevel.

Lørdag morgen blæste det stadigvæk og regnen havde spillet på teltene hele natten. Men luften var stadig lun og det var ret diset. Stakkels Ralf, der endnu ikke har set, hvor flot det Sydfynske Øhav kan være.

Rundt om tangen og op langs Drejø gik faktisk fint - men så snart vi slap øen fik vi vinden ind forfra og bøgerne blev passeret i hårde bump. Andy vendte om, det var mere, end hans ryg kunne holde til - så vi var 4 tilbage, der stred os frem mod Ærøskøbing. 6 - 7 kilometer i stiv modvind tærer lidt på kræfterne, så det var dejligt, da vi kunne skimte kirketårnet og kom lidt i lå af Ærø. Sidste gang jeg var der, kunne man få en friskstegt fiskefrikadelle - nu stod der et skilt i døren: Åbner skærtorsdag i 2015. Øv. Men der var bænke, læ og vi havde jo også selv lidt mad med i poserne, ikke mindst Hannes småkager.

Turen videre til Marstal gik mere roligt i læ af øen, men udsigt var der ikke meget af. Som sædvanlig var det dejligt at få lov til at være i Marstals Roklubs dejlige lokaler - og vi holdt traditionerne i hævd ved at spise samme sted igen - Rise Valnød var dog udsolgt, og det var vi noget nedtrykte over.

Søndag blæste det fra sydvest 8 - 10 s/m, så i starten var der ikke meget vind, men på den anden side af Halmø op mod Drejø kom der sus på, og vi surfede der ud af. Efter et kort stop på Drejø, fløj vi til Ballen i solskin - det kostede ikke så mange kræfter - det var mest styretag, der var brug for. Dejligt at kunne sidde ude i slutningen af oktober og spise sin mad - fin måde at slutte en fin tur på. Tak til Gert for tilrettelæggelsen og tak til alle for det gode selskab.

fredag den 22. august 2014

Fur - en rundgang, der skal gentages

Målet for sommerferien var at udforske Limfjorden. Salling rundt var planen, men vores ferie begyndte lige den dag, da den ellers dejlige sommer sluttede 2014.

Men vi kom på vandet i kajakkerne, og heldigvis nåede vi også at komme rundt om Fur, en tidlig fredag morgen i august. Vinden var der godt nok, men den var sydlig, så da vi først havde rundet Færker Odde - og selvfølgelig mødt en sæl - var den smukke nordside åben for stille nydelse, og den ret tog vi os godt af.


Måske blev oplevelsen forstærket af, at vi blot et par dage inden, selv havde gået rundt der oppe på toppen af skrænterne - godt nok i regnvejr og blæst.

Givet er det dog, at vi skal tilbage - til endnu en rundgang på Fur, og meget gerne også mere af Salling rundt - både i Kajak og gerne suppleret med gåture rundt i den flotte natur.

fredag den 8. august 2014

Vejrudsigten

Forleden var vi tre, der tog turen fra Brøndby og det Veddelev ved Roskilde fjord, med planer om at når over til Eskilsø og gå en tur på trampestien der.

Hjemmefra havde jeg tjekket vejret både på DMI.dk og på YR.no - og ingen steder lovede de vindstyrker over 7 sekundmeter. Men da vi i Veddelev var ved at sætte kajakkerne i vandet, mødte vi nogle andre i kajakroere - der kunne fortælle, at vinden ville komme over 10 sekundmeter. Noget overrasket spurgte jeg dem, hvor de havde den information fra - og svaret kom promte: fra vindsurferen.

Ham så jeg godt gå i vandet - og flyve der ud af mellem Veddelev og indsejlingen til Bognæs bugten.

Nu var jeg ganske sikker på, at mit forarbejde var godt, men tvivlen nagede - og da vi skulle nordpå fra Roskilde havn en times tid senere var vinden taget til - mindst 7 sekundmeter - og endnu senere, da frokosten var spist på Eskilsø, og vi skulle tilbage, så var vinden langt over 8-9, og vi måtte kæmpe godt for at komme frem.

Senere fandt jeg en måling fra Risø, der viste 14 sekundmeter i 125 meters høje - helt så galt var det sikkert ikke ved havoverfladen - men alligevel.

Og på vej tilbage så vi mange surfere - de havde åbenbart spottet, at der netop den dag ville være meget vind lige der.

Siden har jeg gået og tumlet med, om det nu er de rigtige steder, jeg tjekker vejret - inden jeg tager ud med kajakken - og har også fundet noget andre muligheder. Dem vil jeg tjekke af i den kommende tid:

DMI Center for Ocean og Is: http://ocean.dmi.dk/anim/index.php
Vindguro - fundet på kitesurfernes univer: http://www.windguru.cz/dk/index.php?sc=19320
Windfinder - fundet på et surferside: http://www.windfinder.com/weather-maps/forecast/denmark#6/56.158/11.624

Sjovt at se, at surfere leder efter vind, medens kajakroere ofte forsøger at undgå vind.

Med tiden kan det jo være, at jeg bliver klogere med hensyn til, hvor jeg finder en retvisende vejrudsigt.

tirsdag den 29. juli 2014

Sommertræf 2014


 
Helt derude, hvor kragerne vender ligger Kragenæs. Mere end halvanden times kørsel fra Taastrup, så langt, at det faldt os naturligt at holde en pause undervejs, den lørdag formiddag, hvor vi satte kursen mod 2014 sommertræf. Vi glædede os, og vejrudsigten lovede godt.

Vi var ikke de første, der var ankommet, men der var stadig plads til at slå teltet op i første række ud mod vandet - her var faktisk ret flot. Træfgruppen arbejdede hårdt og kunne ikke love, at vi kunne blive liggende lige der - men med 6 pløkker er vi flytbare, og da vi til og med gerne ville give en hånd med, så blev tonen helt anderledes imødekommende.

Over middag måtte vi på vandet, men det blæste en del, så turen gik hen af kysten, først i modvind og da vi vendte om i medsø. Dejligt efter en lang uge uden vand, igen at være ude.

Søndag blæste det endnu mere, så det blev kun til en kort tur med Vibeke i bølgerne - og så kunne vi tage imod de mange andre, der kom til.

Så kom vi i gang
Endelig var der kommet legekammerater, så mandag tog Jacob, Dan og jeg en fin herretur om på bagsiden af Feje - sikke kryds, sikke bølger - både mod og med. Herligt at kunne brænde lidt krudt af - og så var vi klar til O-løbet, der startede sent, efter et noget kaotisk tur-planlægnings-møde, som alligevel landede fint på benene med en række ture og workshop, så der var noget til de næsten 200 deltagere at tage sig til.

Jeg valgte turene - og var både tirsdag, onsdag, torsdag og fredag af sted på lange og fine ture, og mødte masser af dejlige kendte og nye rokammerater, og vi fik snakket, diskuteret og ikke mindst roet i det flotte farvand mellem Smålandshavets øer og Lolland.

Dejligt at møde deltagere fra tidligere træf og se, hvor meget de er vokset i erfaring og kunnen på vandet, og flot at møde mange nye, der har lyst til at udfordre og lære mere. Der var nok at tale om ved aftensmaden, enten de små grupper ude ved teltene eller ved fællesgrillen, her blev sejrene luftet og nye landvindinger planlagt.

Festen lukker og slukker
Måske er en uge lang tid - for i løbet af fredagen blev der flere og flere huller på pladsen, hvor teltene ellers havde stået tæt, og det fortsatte i løbet af lørdagen. Programmet var faktisk også lidt magert, med mindre, der stod deltagelse i DM i teknik for sjov på balkortet. Så der var ikke så mange på vandet. Men stemningen i teltet var god, maden fin og festen var et værdigt slutpunkt for en fin uge i Kragenæs - endnu en dejlig plet på kortet, hvor jeg gerne vil tilbage og ro med kajakken en anden gang.



tirsdag den 24. juni 2014

Trekroner og gratis kaffe


Dan var kommet til København og ville gerne på tur i Københavns Havn. Mette og Hanne var med, så det passede fint med at sætte i i Hvidovre Havn, så det gjorde vi klokken 9:00 – og nærmest blæste ind til slusen i jævn vestlig vind.

Turisttur i havnen
Bag slusen var der mere roligt, så vi tog gennem de små kanaler i Sydhavnen og kom hurtigt op mod Fisketorvet og svingbroen ved Islands Brygge, så skulle vi finde et toilet, og ændrede retning mod Knippelsbro og Kayakrepubilkken, der leverer udmærke almindelig kaffe med varm mælk til os, der har svært ved at udtale Café latte.

Nyhavn, under Skuespillerhuset og Den lille Havfrue er et must for alle turister – også Dan, men så to vi også over på den anden side til Trekroner Fortet, som nu er åbnet for kajakker.

Vi kom ind lige før en anden gruppe, og selv om det er (for) besværligt at komme i land, skyndte vi os, så vi kunne komme foran i køen på cafeen. MEN den var lukket – personalemangel, ak ingen lækker platte, ingen is og ingen magelige stole inden for. Det havde jeg ellers glædet mig til. Nå, til gengæld fik vi en fin tur rundt på fortet og endte tilbage ved cafeens borde, hvor vi spiste vores medbragte klemmer.

På vej tilbage var kongeskibet Danebrog kommet tilbage og var ankret op. Så vi måtte uden om, der ude, hvor alle bølgerne gik sammen og udgjorde en suppe af små refleksbølger, der giver forring i hovedet at ro i. Meget mere ro var der ikke i Christianshavns Kanal, med lystsejlere og kanalrundfartsbåde – men kønt er det jo, at glide gennem vandet og opleve livet på kajen lige bag ved.

Modvinden tog lidt på kræfterne, og da vi nærmede os Sydhavnen igen måtte jeg lige brokke mig over, at der godt nok lå mange restauranter ved vandet, men det ville ikke have sådan nogle kajakker som os som kunder, selv om vi godt kunne trænge til en kop kaffe.

Kaffepause
Så var det, at han stod på terrassen ved Bådklubben Valbys restaurant og råbte, om ikke vi kunne ”lave en vending?”. ”Jo, hvis du giver en kop kaffe” – og da den aftale var indgået, fik han selvfølgelig et rul. Og omme bag ved var der fin plads til at hive kajakkerne op. Vi fik den bedste kaffe længe uden for på terrassen og en fin snak med kokken. Vi var velkomne – når vi kom sejlende, og menukortet så meget tiltalende ud – og til lige så tiltalende priser. Åbent lørdag og søndag mellem 12:00 og 15:00 (i virkeligheden 16:00, men der var maden som regel udsolgt!). Det vil Hanne og jeg forsøge at komme til en anden gang igen, også selv om vi nok ikke kan regne med at blive ved med at få gratis kaffe.

Så var der kun det sidste stykke tilbage – og det var lige her vinden toppede, omkring 8 – 10 sekundmeter ind mod Hvidovre havn – sej tur, ikke så høje bølger, men stort vindpres. Godt gået af pigerne uden kny, 29 kilometer i kajak på en halvkold blæsende sommerdag – altså en fin dag.

 

fredag den 20. juni 2014

3 forter og en tur gennem havnen

Planen var lagt af Ralf, som desværre var nødt til at melde afbud. Men alt andet klappede perfekt. Vejret var fantastisk til sådan en tur, vind mellem 0 – 4 sekundmeter, klar blå himmel og formidabel sigtbarhed, så Finn og jeg så frem til en god dag, da vi mødtes i klubben klokken 7:15.

Kajakkerne kom på taget og af sted mod Kajakhotellet, hvor der allerede var gang i aktiviteterne; et EPP2 instruktørkursus. Hvor tager det lang tid at pakke kajak og gøre sig klar, når nu vandet ligger lige der? Men klokken 8:03 gik vi endelig ud gennem indsejlingen og retningen var ØST. Var så optaget af se ud mod sejlrenden, at jeg glemte at se tilbage – for at kunne få en stedkending.

Passage af sejlrenden
Så var det lige, at jeg ikke kunne få øje på en eller flere grønne bøjer. De ville ellers være gode markeringer af, hvor sejlrenden begyndte, et sted, som vi kunne holde os inden for, indtil der var fri bane. Og det blev mere og mere klart for os, at det var et vigtigt punkt. For de to skibe, som i første omgang så ud som om de var laaangt væk, var allerede meget tæt på, og 2 nye skibe var også dukket op og nærmede sig hurtigt. På den ene side ville vi gerne så tæt på sejlrende som muligt, men på den anden side havde vi heller ikke lyst til at ligge lige op og ned af skibene og blive ramt af et brusende kølvand. Så vi listede os af sted – og lod alle skibe passere i god afstand, og kølvandet bliv ikke noget problem. Til sidst var der kun ét skib et godt stykke væk, så vi satte fart på over mod Saltholm, idet vi sigtede efter en rød bøje en lille kilometer væk. Det var en smule angstprovokerende hele tiden at kigge til høje og se stævnen af skibet i de fjerne pege lige mod vores små kajakker, så undervejs satte vi farten i vejret, og endelig var der ingen tvivl, skibet havde retning bag os, og den røde bøje blev passeret, så nu var vi igen i fredfyldt farvand. Men der gik faktisk ikke ret lang tid, før det grønne skib passerede bag os med en lille distinkt bovbølge som sendebud.

Saltholm
Allerede da vi rettede kursen ind efter den røde bøje blev kursen lidt mere nordlig og nu kunne vi se havnen på Saltholm komme nærmere, så vi besluttede os at gå ind der, dels for at strække ben og slå streger, og dels for at få en ”ø” til på scorekortet. Fin lille havn, med masser af skilte om, at fortøjning var forbudt, men vi fortøjede ikke, trak i stedet kajakkerne op på et lille stykke strand. Oppe på land var der faktisk også fine informationstavler om ophold på øen, hvor det er helt forbudt, hvor det er tilladt en del af året, og hvor det er ok at opholde sig på øen. Men lige da jeg var i gang med at slå en streg kom en firehjulet scooter kørende – og vi tænkte på, at nu blev vi sikkert smidt ud. Det var slet ikke tilfældet, han hilste pænt goddag og gik om bord på en lille fiskekutter.

 
 
 
 
Flakfortet Vi skulle også videre og lagde kursen ret nord mod Flakfortet, der oprindeligt blev benævnt Saltholm Flak Fort, og efter en stund med meget lavt vand gik det af sted igen med omkring 2 – 3 meter under os. Da vi nærmede os fortet kom et større sydgående skib, men vi kunne ikke se nogen sømærker, så det var svært at afgøre, hvor sejlrenden egentlig var. Vi lod skibet passere foran os, og strøg så videre mod fortet og i dækning. 11 kilometer tilbagelagt på knapt 2 timer.

Længst inde til højre for indsejlingen og efter at have passeret under en lille bro fra øen over til ydermolen, lå en ponton som passede fint til kajakker. Vi steg ud og op af trappen op på en af kanonstillingerne, hvor vi nød den storslåede udsigt og Finns gode kaffe. Mod syd over Saltholm med broen i baggrunden, ind mod Københavns havn og de store krydstogtskibe mod vest, mod Barsebäck og Malmø mod øst, og endelig mod nord til Hven og Helsingør, hele turen værd.

Tilbage ved kajakkerne kom et par forbi og ville høre mere om de der små fartøjer, som ”godt nok var kommet langt ud på det store vand”. Vi forklarede kajakkernes sødygtighed, og at de kunne være ganske rolige. Hyggeligt at møde venlig imødekommende nysgerrighed, det er en god måde at møde nye mennesker og lære mere om denne verden.
 

Vi tager til MiddelgrundenDet var meningen, at vi skulle fortsætte ind til havnen og så langs Lynetten ned til Kajakhotellet, men Finn ville gerne have ”alle 3” – og nu hvor vejret var til det, satte vi kursen mod Middelgrundsfortet. Nu var der igen en del trafik, men denne gang var det mest lystfartøjer, så det gav ikke de store problemer.

Fremme ved fortet møder vi ved indsejlingen et stort skilt med PRIVAT, og knapt er snuden af kajakken kommet ind i inderhavnen, før vi bliver råbt an af en overvægtig kvinde ved en tøjsnor på en motorbåd, med samme klare besked ”PRIVAT”, ”PRIVAT”, ”PRIVAT”. Her var der hverken imødekommenhed eller nysgerrighed – så vi vendte kajakkerne og satte kursen mod øst.

Trekroner fortet
Kursen blev lagt ind mod Trekroner Fortet, der ligger ved indsejlingen til Københavns Havn. Igen var vi i sejlrenden, og igen blev vi passeret at større skibe. Vi sigtede til højre, selve indsejlingen – men da vi kom nærmere blev vi mødt af et skilt, hvor der stod, at sejl- og motorbåde skulle anvende Lynetteløbet som indsejling til havnen. Men vi var jo ”kajakker” af den dovne slags, så vi listede rundt om hjørnet med de mest nydelige forror.

Trekronerfortet er meget indbydende. Flot istandsat med både restaurant og cafe. Vi drejede til højre og cafeen og der bestilte i en tallerken med charcuteri og ost. Den lod godt nok vente på sig, men vi sad der i solen og nød tilværelsens uendelige lethed. Omkring 19 kilometer tilbagelagt – så Finns forslag om at tage turen gennem havnen til klubben, ca. 19-20 kilometer, lød ikke helt ude i hampen. Vi kunne jo altid efterfølgende hente min ved Kajakhotellet.

Endelig kom maden, og det var absolut ventetiden værd. Det smagte godt og vi blev mætte – så mætte, at vi end ikke overvejede isen.

Der vil jeg gerne tage hen igen, og på vej ud mødte vi en større flok kajakker, der lagde til langs molen på til venstre for indsejlingen. Der går også havnerundfartsbåde derud.

Gennem Københavns Havn
Så vi valgte at lege turister på havnerundfart. Kongeskibet manglede, men til gengæld var der flere store Krydstogtsskibe, der får Oslofærgerne til at ligne småbåde. Så en tur forbi Den Lille Havfrue, der blev fotograferet fra bagsiden, så tilskuerne og deres kameraer er lige i forgrunden. Under broen ved Skuespilhuset, der måske aldrig bliver gjort færdig, et kig ind i Nyhavn og så lagde vi ind til Kayakrepublic og ”kajak bar” ved Børsen. Her blev det til kaffe sammen med de unge, smukke og smarte, inden vi igen satte os i kajakkerne og fortsatte mod Brøndby Ro- og Kajakklub.

Vandet i havnen var noget mere oprørt, end ude i Øresund. Mange små og større motorbåde drønede frem og tilbage. På den nye ”Bølge” ved Nykredit sad pigerne i badedragter og det, der var mindre, og så på drengene, som sværmede rundt uden for i motorbådene.

Vi ”overlevede” og nød livet, men tag dig i agt, hvis du sejler mod syd i højre side. Efter Fisketorvet er der et par rigtig store betonklodser, der ligger lige i overfladen eller 5-10 centimeter under! Grimt, at lande på sådan en sag.

Lige efter bådebroerne ved Sydhavnen trak vi over i venstre side, så vi lå i læ af Amager for den sydlige vind, der var kommet til. Pludselig så vi ret forude en motorbåd, der ændrede kurs direkte ind mod land. Og den fortsatte, lige til der dukkede en mand op, som greb rattet. Men det var for sent, båden havde gjort et hop og stod nu på grund 2 meter fra molen. Da vi kort efter passerede ham, var han ok, og mente nok, at han selv kunne få båden løs igen.

Resten af turen var velkendt, vi fik noget mere vind og kunne nærmest surfe forbi vindmøllerne – og ind i Brøndby Havn. 39 kilometer på en herlig sommerdag, i godt selskab og med masser af gode indtryk. Hvad kan man forlange mere.

 

 

 

 

 

 

 

tirsdag den 27. maj 2014

EPP3

Hvorfor bruge en masse tid og kræfter på at tage et EPP3 bevis? Det er vel relevant at spørge sig selv om, nu hvor eksamen er vel overstået for 6 roere i BRKK.

Kan kun tale for mig selv, og her står det klart, at det sideløbende med de store naturoplevelser, der ligger i at ro havkajak – så er teknik og sikkerheden et grundlæggende element i denne sport. Selvfølgelig må det gerne kilde lidt i maven, en gang i mellem, men grundlæggende har jeg behov for at føle, at det er mig, der har kontrol med udviklingen – uanset om der er lidt bølger og noget vind.

Derfor er jeg også glad for, at jeg er i en klub, der tog handsken op og tilbød os EPP3 undervisning og gennemførte eksaminationen. Det at koncentrere sig om at øve teknik, det at bruge en masse timer på ”nørderiet”, har været meget lærerigt og berigende, og jeg føler mig i dag mere sikker på vandet, end for blot en måned siden.


Så mit formål blev opfyldt, og nu glæder jeg mig til at nyde livet på vandet i min havkajak resten af året.

lørdag den 12. april 2014

Besøg i Vadehavet

Det var egentlig Kammerslusen, der var udgangspunktet. Vi skulle spise en god middag der. Men hvad ville være mere naturligt, end at tage kajakkerne med på taget.

To blev til flere, og så var det vi begyndte at overveje, om der kunne være problemer med selv at tage til Vadehavet, der var jo noget med steder man ikke måtte komme og så lige noget tidevand.

Derfor skrev vi ud på havkajakroerne.dk - og der gik ikke lang tid inden vi fik fin kontakt til Esbjerg Roklubs kajakafdeling og en god aftale med Dan, som gerne ville være vært for en tur på vadehavet.

Med datoen sat og en sikker guide kunne vi samle et lille hold, og vi mødtes på parkeringspladsen ved Sjelborg Strand fredag klokken 17:00 - fik forevist vores fine overnatningskvarter og spiste efterfølgende en dejlig middag på restaurant Sjelborg Strand med den flotteste udsigt til solnedgangen over Ho bugt.

Lørdag morgen tog vi af sted fra standen, og gik syd over langs Langli. Vi havde valgt en lidt skæv dag, for tidevanden ville toppe klokken 13:03, og det betød indstrømmende vand frem til middag - hvor vi skulle den modsatte vej - og omvendt, når vi skulle hjem, men skidt pyt - og jeg som aldrig har roet modstrøms, tænkte - pyt.

Ikke lang tid efter, vi var kommet over på Langli siden - opdagede vi mange sæler, der svømmede rundt foran Hjerting Strand - og en del lå faktisk også på en lille sandbank. Her er lidt billeder, hvor vi kikker og ser sæler, men de er langt væk og svære at få med på billederne - og der er ikke plads til store telelinser til kameraet i kajakken.

Efterhånden kunne vi faktisk godt mærke både modvinden og strømmen. Selv om vi arbejdede hårdt, kom vi næsten ikke frem. 3,5 kilometer i timen, ofte mindre - og blot den mindste pause betød en tur tilbage.

Da vi nærmede os Grådyb så vi en grøn bøje, der bevægede sig med stor hast hen i mod os! Det gjorde den ikke, men vi blev presset ind mod den, selv om vores kurs var langt foran den på tværs. Der var ikke andet at gøre, en at lade bøje passere, og så dreje næsen af kajakken mere op mod vind og strøm, så vi kunne holde en kurs - nu mod nordspidsen af Fanø, fordi vi måtte sande, at en tur til sydspidsen af Skallingen ville tage for lang tid. God beslutning Dan. Efterfølgende opgav vi også at tage til Nordby - vinden var frisket op, og de 10 kilometer i modvind og -strøm, havde tappet os for mange kræfter.

Efter frokost tog vi Grådyb i medvind ind mod Esbjerg - her var fine surfbølger, og midt i dem dukkede der en sæl op 2 meter foran Hanne, så glemte hun helt at være nervøs for bølgerne. Inde under land drejede vi nordpå, og nu var vinden vendt til nordvest - så atter en gang modvind med dønninger ind fra venstre.

Vi kom tilbage til udgangspunktet - vi kom alle sikkert i land, og så bagte Ralf pandekager til kaffen. Fin dag på vandet, selv om vejret og tidevandet måske ikke helt havde været med os. Godt vi havde Dan med som guide - og vi er klar til mere Vadehav en anden gang.