torsdag den 19. marts 2015

Kajakkere på ski

Uge 10,
skal bruges til at stå på ski

Tja, nu er det under alle omstændigheder 2. år vi forsøger os, og det blev igen en succes. Denne gang gik turen til Valloire i Frankrig med Danski. Jeg havde lokket med god mad og flotte pister - og værelsesstandard, der ikke er til så mange stjerne - og det holdt.

Vi havde 4 dage, hvor vejret var 5-stjernet, sneen perfekt og udsigterne helt fantastiske. 1 dag med regn og en dag med tåge - men vi kørte alle dage, nogle dage over 70 kilometer (inklusiv lifter) og med hastigheder over 60-70 kilometer, lidt hurtigere end vi kan få vores kajakker op på.

3 retter menu hver aften - med et godt glas rødvin, det eneste det kneb med var at holde sig længe oppe, solen bed i kinderne og øjnene blev hurtigt tunge. Til gengæld var vi hurtigt ude af fjedrene og nogle af de første op på løjperne om morgenen.

Dejligt at kajakverdenen også kan være med til, at vi kan møde andre, og sammen udforske nye elementer - tak til Søren, Christian og Jens for en dejlig uge - jeg er frisk på uge 10 i 2016.



torsdag den 22. januar 2015

Ny kajak - en anden form

Jeg er meget glad for min SKIM kajak, som opfører sig eksemplarisk på de lange ture, med masser af oppakning - der glider den let gennem vandet og gør det nemt for mig at følge med langt stærkere roere over lange distancer.

Men jeg må også indrømme, at min teknik p.t. ikke er så god, at det er en fornøjelse at tumle i 10 - 12 sekundmeter og bølger over 1 meter - og helt galt gik det en dag i Køge havn, hvor jeg ikke selv bestemte, hvilken vej kajakken sejlede. Ikke rart.

Og når man så går og pusler med tanken om en EPP4, så harmonerer det ikke at have en kajak, der ikke er til bølger, så noget måtte der gøres, og det blev så til en ny kajak. En North Shore Atlantic LV.

Den opfører sig fint i bulet vand, drejer, når jeg beder den om det, kan tåle skrammer og rå behandling og opfylder således netop det behov, som lige nu er mest påtrængende for mig. Til gengæld har den nogle helt klare mangler: den er tung på lange ture, har begrænset plads til baggage og er nok også noget mere vindfølsom på grund af den høje overbygning.

På den måde er de to kajakker et fint eksempel på, hvor store forskelle der er på vores kajakker, deres form og de behov, som hver enkelt kajak opfylder.

Jeg vil løbende forsøge at sammenligne det to kajakker og deres gode/dårlige sider - og der skal nok også komme et billede på den nye "baby", når jeg en dag kommer på vandet i dagslys.


 
SKIM DIFFER
NORTH SHORE ATLANTIC LV
Materiale
Glasfiber/carbon
PE (Polyethylene)
Længde
535 cm
485 cm
Bredde
51,5 cm
55 cm
Siddedybde
19 cm
 
Vandlinje
485 cm
 
Form
let v-form, markante spring
let v-form, markante spring, bløde knækspant
Vægt
20,5 kg
23,5 kg
Volumen for
80 liter
35 liter
Volumen cockpit
140 liter
145 liter
Volumen dagrum
40 liter
20 liter
Volumen agter
60 liter
37 liter
Total volumen
320 liter
237 liter

mandag den 10. november 2014

2014 Gensyn med Orust

Orust er en svensk ø, et stykke nord for Göteborg, Sveriges tredjestørste. Vi var rundt i 2012, men sidste år kom jeg ikke med, for det var midt i vores ferie. I år passede det bedre, så i de sidste dage af august var vi 6 fra klubben, der tog de næsten 400 kilometer nordover for at sejle rundt om Orust.

Fredag
Denne gang ville vi gerne helt op til Lysekil den første dag, så der blev roet - og også selv om solen var fremme og vinden var med os, så føles 52 kilometer langt, når det gennemføres med få pauser og et stædigt pres om at nå frem, inden lyset helt forsvinder. Fik til gengæld en fin oplevelse med den nye pulvermad - og vi hyggede os fælt på Småholmarna - med den fine udsigt til både morgen og aftensolen.

Lørdag
Morgensol var der dog ikke tale om dag 2, for det var var gråvejr og fra det tidspunkt vi satte os i kajakkerne, blev det til regnvejr. Vinden var nu mod os, og det flotte stykke ned mellem Skaftø og fastlandet nord for Orust lå hen i dis. Vi kunne godt se, at her var flot, men givet er det, at det ville have være en større oplevelse, hvis solen havde været fremme. Langsomt bevægede vi os nordover, kommer igennem det lave vand ved Kalvøen og runder Vindöen, men vi har stadigvæk modvind, og bedre bliver det ikke ned mod Svanesund, hvor vi går i land og overnatter på Grøta Holmen lige under højspændingsledningerne. Det er stadig fugtigt, så godt at Steen har den gode tarp med, som vi kan sidde under alle sammen.

Søndag
Det er klaret op, solen næsten titter frem og vinden er med os - så nu er det ingen sag at komme af sted ned mod Almo i en fin surf. Så er der bare lang vej hjem, og denne gang blev det ikke bedre af, at der var kommet så meget regn, at motorvejen rundt om Malmø stod under vand.

Men Orust kan godt vente at få besøg igen.

mandag den 27. oktober 2014

Efterår i det Sydfynske


Vi var 9, og så blev vi 8, også ..

- ja, men de 5 af os, som kom af sted fra Ballen havn fredag over middag kunne nyde den friske modvind - sådan som vi gik ret syd med tagen fra Skarø på vores venstre side.

8 - 10 sekundmeter ret imod, så der blev vippet en del op og ned, selv om de godt læssede kajakker faktisk ligger meget stabile i vandet.

Og så er det stadig en glæde for mig at kunne konstatere, at vi selv med meget modvind er i stand til at komme frem - ikke hurtigt, men sejt i et langtrækkende gear 4 - 5 kilometer i timen. Det er her den gode teknik kommer til sin ret, det er her, det betyder noget, om kroppen bliver brugt - eller om det kun er armene, der trækker. Og vi kom alle frem til Drejø gamle havn inden det blev mørkt, fik slået teltene op og kunne så bevæge os til et velfortjent måltid ude hos Bodil, der også brygger øl og vin.

Bagefter blev vi nødt til at tage kaffen ved den gamle havn, for Gert havde snaks med, som vi var alt for mætte til at spise - men gjorde det alligevel.

Lørdag morgen blæste det stadigvæk og regnen havde spillet på teltene hele natten. Men luften var stadig lun og det var ret diset. Stakkels Ralf, der endnu ikke har set, hvor flot det Sydfynske Øhav kan være.

Rundt om tangen og op langs Drejø gik faktisk fint - men så snart vi slap øen fik vi vinden ind forfra og bøgerne blev passeret i hårde bump. Andy vendte om, det var mere, end hans ryg kunne holde til - så vi var 4 tilbage, der stred os frem mod Ærøskøbing. 6 - 7 kilometer i stiv modvind tærer lidt på kræfterne, så det var dejligt, da vi kunne skimte kirketårnet og kom lidt i lå af Ærø. Sidste gang jeg var der, kunne man få en friskstegt fiskefrikadelle - nu stod der et skilt i døren: Åbner skærtorsdag i 2015. Øv. Men der var bænke, læ og vi havde jo også selv lidt mad med i poserne, ikke mindst Hannes småkager.

Turen videre til Marstal gik mere roligt i læ af øen, men udsigt var der ikke meget af. Som sædvanlig var det dejligt at få lov til at være i Marstals Roklubs dejlige lokaler - og vi holdt traditionerne i hævd ved at spise samme sted igen - Rise Valnød var dog udsolgt, og det var vi noget nedtrykte over.

Søndag blæste det fra sydvest 8 - 10 s/m, så i starten var der ikke meget vind, men på den anden side af Halmø op mod Drejø kom der sus på, og vi surfede der ud af. Efter et kort stop på Drejø, fløj vi til Ballen i solskin - det kostede ikke så mange kræfter - det var mest styretag, der var brug for. Dejligt at kunne sidde ude i slutningen af oktober og spise sin mad - fin måde at slutte en fin tur på. Tak til Gert for tilrettelæggelsen og tak til alle for det gode selskab.

fredag den 22. august 2014

Fur - en rundgang, der skal gentages

Målet for sommerferien var at udforske Limfjorden. Salling rundt var planen, men vores ferie begyndte lige den dag, da den ellers dejlige sommer sluttede 2014.

Men vi kom på vandet i kajakkerne, og heldigvis nåede vi også at komme rundt om Fur, en tidlig fredag morgen i august. Vinden var der godt nok, men den var sydlig, så da vi først havde rundet Færker Odde - og selvfølgelig mødt en sæl - var den smukke nordside åben for stille nydelse, og den ret tog vi os godt af.


Måske blev oplevelsen forstærket af, at vi blot et par dage inden, selv havde gået rundt der oppe på toppen af skrænterne - godt nok i regnvejr og blæst.

Givet er det dog, at vi skal tilbage - til endnu en rundgang på Fur, og meget gerne også mere af Salling rundt - både i Kajak og gerne suppleret med gåture rundt i den flotte natur.

fredag den 8. august 2014

Vejrudsigten

Forleden var vi tre, der tog turen fra Brøndby og det Veddelev ved Roskilde fjord, med planer om at når over til Eskilsø og gå en tur på trampestien der.

Hjemmefra havde jeg tjekket vejret både på DMI.dk og på YR.no - og ingen steder lovede de vindstyrker over 7 sekundmeter. Men da vi i Veddelev var ved at sætte kajakkerne i vandet, mødte vi nogle andre i kajakroere - der kunne fortælle, at vinden ville komme over 10 sekundmeter. Noget overrasket spurgte jeg dem, hvor de havde den information fra - og svaret kom promte: fra vindsurferen.

Ham så jeg godt gå i vandet - og flyve der ud af mellem Veddelev og indsejlingen til Bognæs bugten.

Nu var jeg ganske sikker på, at mit forarbejde var godt, men tvivlen nagede - og da vi skulle nordpå fra Roskilde havn en times tid senere var vinden taget til - mindst 7 sekundmeter - og endnu senere, da frokosten var spist på Eskilsø, og vi skulle tilbage, så var vinden langt over 8-9, og vi måtte kæmpe godt for at komme frem.

Senere fandt jeg en måling fra Risø, der viste 14 sekundmeter i 125 meters høje - helt så galt var det sikkert ikke ved havoverfladen - men alligevel.

Og på vej tilbage så vi mange surfere - de havde åbenbart spottet, at der netop den dag ville være meget vind lige der.

Siden har jeg gået og tumlet med, om det nu er de rigtige steder, jeg tjekker vejret - inden jeg tager ud med kajakken - og har også fundet noget andre muligheder. Dem vil jeg tjekke af i den kommende tid:

DMI Center for Ocean og Is: http://ocean.dmi.dk/anim/index.php
Vindguro - fundet på kitesurfernes univer: http://www.windguru.cz/dk/index.php?sc=19320
Windfinder - fundet på et surferside: http://www.windfinder.com/weather-maps/forecast/denmark#6/56.158/11.624

Sjovt at se, at surfere leder efter vind, medens kajakroere ofte forsøger at undgå vind.

Med tiden kan det jo være, at jeg bliver klogere med hensyn til, hvor jeg finder en retvisende vejrudsigt.

tirsdag den 29. juli 2014

Sommertræf 2014


 
Helt derude, hvor kragerne vender ligger Kragenæs. Mere end halvanden times kørsel fra Taastrup, så langt, at det faldt os naturligt at holde en pause undervejs, den lørdag formiddag, hvor vi satte kursen mod 2014 sommertræf. Vi glædede os, og vejrudsigten lovede godt.

Vi var ikke de første, der var ankommet, men der var stadig plads til at slå teltet op i første række ud mod vandet - her var faktisk ret flot. Træfgruppen arbejdede hårdt og kunne ikke love, at vi kunne blive liggende lige der - men med 6 pløkker er vi flytbare, og da vi til og med gerne ville give en hånd med, så blev tonen helt anderledes imødekommende.

Over middag måtte vi på vandet, men det blæste en del, så turen gik hen af kysten, først i modvind og da vi vendte om i medsø. Dejligt efter en lang uge uden vand, igen at være ude.

Søndag blæste det endnu mere, så det blev kun til en kort tur med Vibeke i bølgerne - og så kunne vi tage imod de mange andre, der kom til.

Så kom vi i gang
Endelig var der kommet legekammerater, så mandag tog Jacob, Dan og jeg en fin herretur om på bagsiden af Feje - sikke kryds, sikke bølger - både mod og med. Herligt at kunne brænde lidt krudt af - og så var vi klar til O-løbet, der startede sent, efter et noget kaotisk tur-planlægnings-møde, som alligevel landede fint på benene med en række ture og workshop, så der var noget til de næsten 200 deltagere at tage sig til.

Jeg valgte turene - og var både tirsdag, onsdag, torsdag og fredag af sted på lange og fine ture, og mødte masser af dejlige kendte og nye rokammerater, og vi fik snakket, diskuteret og ikke mindst roet i det flotte farvand mellem Smålandshavets øer og Lolland.

Dejligt at møde deltagere fra tidligere træf og se, hvor meget de er vokset i erfaring og kunnen på vandet, og flot at møde mange nye, der har lyst til at udfordre og lære mere. Der var nok at tale om ved aftensmaden, enten de små grupper ude ved teltene eller ved fællesgrillen, her blev sejrene luftet og nye landvindinger planlagt.

Festen lukker og slukker
Måske er en uge lang tid - for i løbet af fredagen blev der flere og flere huller på pladsen, hvor teltene ellers havde stået tæt, og det fortsatte i løbet af lørdagen. Programmet var faktisk også lidt magert, med mindre, der stod deltagelse i DM i teknik for sjov på balkortet. Så der var ikke så mange på vandet. Men stemningen i teltet var god, maden fin og festen var et værdigt slutpunkt for en fin uge i Kragenæs - endnu en dejlig plet på kortet, hvor jeg gerne vil tilbage og ro med kajakken en anden gang.