To dages ferie plus en weekend, var hvad der kunne blive plads til i Hannes feriekalender. Ikke nok til at tage langt væk, så hvorfor ikke prøve noget nyt - ikke så langt borte.
Vi besluttede os for at prøve at vandre. Med rygsæk og det hele - og turen skulle foregå langs vandet, meget inspireret af tidligere dagsture på Bornholm, Skagen og Stevns. Og det skulle gøres "rigtigt" - så transporten til og fra skulle også foregå med det offentlige.
Så torsdag morgen klokken 7:37 gik vi ud af døren og tog bus 120 på Høje Taastrup station til Karlslunde, og derfra videre med S-tog til Køge, hvor bus 109 holdt og ventede på at køre os til Strøby Ladeplads. Det gik som smurt - lige bortset fra, at det er meget, meget svært at tjekke 2 personer ind på et rejsekort, når rejsen starter i en bus.
Vejret var ikke det bedste - og der hvor vi blev sat af, var der ingen afmærkning, der passede med det kort til Sjællandsleden, som vi havde investeret i. Det regnede også lidt - og da vi fulgte den røde streg på kortet, som gik langs vandet - gik det op for os, at det var et hårdt projekt, vi der var påbegyndt. Rygsæk på mellem 8 - 14 kilo i løst sand og rullesten er tungt, og det gik langsomt frem. Efter et par kilometer trak vi ind i skoven - og gik af de skovveje, som fulgte kysten. Meget lettere og hurtigere fremkommeligt. Og selv med lave skyer stod efterårsskoven flot med alle sine farver.
Efter et par timers masen og store overvejelser om, hvilken vej vi skulle gå - for skilte så vi stadig ingen af - nåede vi Bøgeskoven havn, hvor det allerede var blevet tid til frokost. Planen med at komme til Rødvig, hvor der var et shelter, begyndte at smuldre, og bedre blev det ikke, da en hundeluftende damen venligt fortalte os, at Tampestien langs Stevns Klint, som vi havde tænkt os at fortsætte af, ikke var noget godt alternativ, både fordi den gik i sandet langs vandet, og fordi det et stykke ude var næsten umuligt at komme tørskoet rundt et hjørne.
Derfor tog vi turen ind over land - efter den røde streg, men stadig uden skiltning - ind mod Holtug med henblik på at komme videre til Sigerslev, hvor vi på kortet kunne se, at der var markeret en bus. Men allerede ved Holtug kirke var der et busskilt, og det viste, at om 13 minutter kom der en bus, der kunne bringe os til Højerup - hvor heldigt.
Men der var mere held i sprøjten. Mens vi stod der og læste bustabel stoppede en sort bil, og en mand spurgte, om vi var faret vild. Nej, vi stod bare og så på busplanen, svarede vi. Hvor skal I hen, spurgte han - og Højerup, var lige den vej han skulle, så ville vi ikke køre med ham. Dumt at sige nej, til et så godt tilbud - og her var til og med tale om en vidende herre, der både kunne fortælle om landskabet, husene og historien, medens vi blev fragtet til Højerup. Tak, både fordi du tog os med - og fordi du med dit eksempel nok har åbnet vores øjne for, at det at give også er givende.
Fra Højerup var der skilte, masser af dem og plancher, der fortalte om klinten, historien og de menneskeskabte anlæg. Tampestien er godt organiseret. Og stien var god at gå, så det tog ikke så lang tid at komme frem til Boesdal, et nedlagt kalkbrud, der nu bliver anvendt til kulturelle aktiviteter, herunder naturlejrplads.
Boesdalområdet er vel 1,0 kilometer lang, og halvt så bred - der er et par meget store fabriksbygninger og så ellers en række bakker og slugter. Et eller andet sted skulle der så være et shelter. Vores kort viste godt nok mange faciliteter - men piktogrammerne var alle placeret ude i Køge bugt - og så kunne vi jo selv gætte os til den præcise placering. Ikke hensigtsmæssigt, når man har gået mere end 15 kilometer med rygsæk i regnvejr - folkene bag Sjællandsleden var absolut ikke populære hos os - og lokalt manglede der også både skilte og oversigtskort, uigennemtænkt, når man nu taler om, at Danmark skal satse på naturturisme. Vi fandt dog til sidst de to sheltere - inde i bunden af grusgraven på stenet grund, hvor telte ikke kunne anvendes, med bådplads uden brænde (det havde vi altså ikke lige plads til i vores rygsække), så vi besluttede i stedet at gå videre til Rødvig, måske var heldet fortsat med os.
Det var det - via de søde damer i turistinformationen blev vi sendt over til Ella, der lejede et dobbeltværelse ud med udsigt over havnen for 400 kroner med adgang til køkken og bad - det tog vi med glæde imod.
Efter en kop kaffe - og lidt benstræk, måtte vi lige rundt og se byen, herunder tjekke spisestederne ud - så det brugte vi den sidste del af eftermiddagen med, inden vi landede på grillen lige over for Ellas hus. Godt sted - en stor øl, er en øl på 75 cl.
Den perfekte dag
Fredag startede helt efter planen - med regn. Det passede fint med vejrudsigten, så ville det holde dagen igennem, kunne vi forvente høj sol lige om lidt. Nedbørsradaren underbyggede den antagelse. Vi var - efter en fin nat i gode senge, køkken og bad lige uden for værelset, og tørt tøj - klar klokken lidt i syv - og holdt kun øje med, at det langsomt stilnede af.
Og så af sted, ud af Rødvig med vandet på venstre hånd - langs stranden, hvor havet flere steder var ved at æde sig ind på kysten, så vi måtte passere de udlagte sten og beton.
Hurtigt kom vi ud til en lille skov og allerede nu - kunne vi godt se, at det ville blive en fin dag med mange "guldaldermotiver" - skov og strand i høj sol, lige til at blive i godt humør af.
Mindre godt blev humøret heller ikke af, at stien langs vandet var god at gå af - så vi håbede i dag på minimum at komme frem til Faxe Ladeplads.
Lige der, hvor kysten slog et knæk kom vi bag på en mægtig fugl, der sad i strandkanten.
Lysebrun, med gnister af lysere fjer og med de mest klare gule ben. Den lettede straks og fløj lavt ud over vandet, vi kunne høre suset og stod bare der og så betaget til - klokken var lige lidt over 8:00 og den var allerede rigtig god. På dette billede kan I se vandet, stenene og den lille plet lige over - det er havørnen.
Hvor skoven holdt op blev det dog igen sand, sten og tang, vi skulle igennem, men nu var vi blevet mere vant til det underlag og fandt hurtigt de bedste steder at gå på.
Ude i horisonten kunne vi ane en mole, der gik langt ud i vandet, og snart var vi fremme ved havnen ved Lund. Her stod den herligste bænk på ydersiden, med flot udsigt over en særartet kyststrækning med masser af sten og rigtig mange fugle; svaner, ænder, måger og ikke mindst gæs, som var i gang med at tage sig sammen til at stikke sydover.
Efter Lund gik turen ind i landet - umiddelbart kedeligt, men da vi gik hen af landevejen var den store udsigt over landet og vandet meget betagende. Utroligt, hvor meget det betyder at komme lidt højere op, nu kunne vi se, at Møn ikke bare var tre klatter i det fjerne, men en sammenhængende hele.
Nede på stranden igen gik vi lige ind i et herligt shelter - en båd, der lå med bunden i vejret, og med en lille indgang med udskæring, så der i begge ender kunne ligge 4 personer. Den faldt bare så natuligt ind i området, som om den altid havde været der. Nå, men vi skulle videre - så det sted må nøjes med at indgå i drømmene om et senere genbesøg. Vi får travlt, med alle de dejlige steder i Danmark, som vi gerne vil nyde igen.
Så var der atter skov på ruten, Vemmetofte Strandskov, med den fineste skovvej lige inden for skovbrynet, kunne ikke være smukkere og der var rigtig mange kilometer sammenhængen sti forude. Solen stod ind bag os, fuglene sang, vi var ved at vænne os til de tunge rygsække - nærmest lykkelige. Spiste frokost med bare arme med benene smidt ud over en lille skrænt, medens fuglene fløj rund om os - sent i oktober.
Og hvor skoven holdt op dukkede Faxe Ladeplads op - vi kom aldrig ind til byen, bare i Super Bedst, hvor du havde tilbud på makron- og hindbærsnitter, som vi spiste med udsigt over vandet og Strandvejen. Vi var allerede kommet meget længere, end vi havde turde håbe på, og det var stadig først på eftermiddagen. Så vi traskede videre - nu satsede vi på shelteren ved Feddet kun få kilometer væk. Og vi kom frem, fandt shelteret - der lå pragtfuldt med udsigt ud mod Feddet og i det fjerne Møn, Nyord og skoven ved Bønsvig. Pakkede ud - og drog nu - uden rygsæk - ud på en rekognoscering efter vand - som vi ikke havde for meget af. Det fandt vi lidt henne af stranden i en tom lejerskolebygning - hvor var vi heldige.
Og da vi kom tilbage og stod og nød udsigten, så vi over stranden tre fire musvåger, der steg op i den klare aftenhimmel - og lidt høre en til, og en til - ja, der var rigtig mange, 25 - 30 musvåger som langsom og dovent lod den svage vind hjælpe til med at stige højt op i luften. Vi var blev faktisk helt stumme af benovelse.
Men i takt med at solen gik ned, kunne vi godt mærke kulden komme snigende - flere trøjer på og i gang med aftensmaden, pasta med kødsovs, den mest velsmagende oplevelse indtil nu - og så stod månen op - vi skulle lige have lidt mere på opleveren.
Mætte af maden, gode oplevelser og efterhånden en smule kolde, krøb vi ned i soveposerne - klokken var måske lige omkring 20:00, men der blev ikke vekslet mange ord før søvnen tog over, efter en lang og helt perfekt dag.
Det sidste stykke
Lørdag morgen vågnede vi til lyden af mågerne, som aftenen før var fløjet ud på vandet ved kysten for at gå til ro. Vi havde ligget i de varme soveposer i næsten 12 timer, ind i mellem med let søvn, hvor de mange nye lyde blev registreret - men nu var solen ved at komme op på himlen - dagen startede lige så smukt, som gårsdagen sluttede.
Klart og vindstille, og ikke mindst koldt med rim på bord og bænk - og vandet vi havde hængt op på shelteren var delvist frosset - da vi skulle til at koge vand til morgenteen.
At pakke sammen er dejligt let, når man er på gå- eller kajaktur. Der er kun det, der var plads til, da vi tog af sted - så vi ved, at det kan være der alt sammen. Det var for koldt til at sidde og hyggesnakke, så ikke meget over 8:30 var vi igen på vej, denne gang ned til Feddet Camping, ind over land og så følge Præstø Fjord rundt til byen.
Det første stykke efter campingpladsen var af en sti på noget, der kunne minde om et dige - hvor vandet til venstre lå mindst på højde med engen til højre. Snart efter kom vi dog frem til bivejen op mod landevejen, og så gik vi straks noget hurtigere. At gå på landevejen er let nok, men ikke særligt attraktivt, nu hvor vi i så lang tid havde gået af stille skovstier og smalle markveje. Heldigvis var der smutture - f.eks. Bækkeskov Strandhuse ved Leestrup Stand - og senere ved Sankt Peders Kapel, og endelig var der et godt stykke af landevejen med cykelsti. Men bilerne larmer og lugter.
Ved Marjatta og Bredeshave slog vi også et slag ind i landet - begge dele ligger smukt i landskabet med udsigt over fjorden, og lige rundt i svinget var der ved Even Bro en fin lille plads helt ude ved vandet, hvor vi ved et fint bord kunne sidde og spise vores frokost.
Så blev det tid til atter at komme i skoven, Hollænderskoven, som ledte os frem til Nysø, der ligger helt op af byen og dog med den fineste udsigt over hullet i fjorden ud mod Køge Bugt.
Af den gamle allé kom vi ind på Standvejen i Præstø i let støvregn, og lige der lå busterminalen, hvor vi kunne vælge at tage bussen til Køge eller til Næstved. Inden nåede vi dog at få købt lidt kage - som vi spiste i bussen mod Næstved, hvilket betød 10 minutter kortere rejsetid.
58-59 kilometer på gåben med rygsæk; hårdt, smukt og dejligt - der er stadig mange steder, som vi glæder os til at opleve.
